GeorgBrandesLevned_1908

216

Hjemlige Angreb var ganske ude af Stand til at skabe noget saadant, selv om det var faldet dem ind, hvad ingenlunde var Tilfældet. Et Selskabsliv opstaar jo ikke derved, at en Del Personer sam­ tidigt indbydes. Et Selskabsliv udkræver et Samfund, hvor Kasteadskil­ lelsen ikke gør sig smagløst gældende, hvor de politiske Modsætninger paa den nevtrale Grund ikke fornemmes, fordi der i dette Samfund gives en Overlevering af yndefuld Høflig­ hed og sikker Takt. Det udkræver først og fremmest en Stab af forfinede, overlegne Kvinder, der saavel socialt som politisk og literært bevarer deres Holdning, er i Ligevægt og med­ deler Ligevægt, forstaar at værdsætte og stiltiende opdrage Personlighederne, at gennemføre den gode Opdragelses Vaner, og som med en ikke svigtende Elegance faar den lette og dog lærerige Samtale til at blive Reglen. Selskabslivet kræver især en fælles Grundfølelse, et fælles Ideal, der for en Tid kan bringe den indbyrdes Kappestrid og de personlige Modsætninger i Glemme. I det lille moderne Hellas er Fædrelandet et saadant Ideal, og enhver rig Græker sætter sin Ære i at skænke Fædrelandet store Summer til offenlige Formaal. I Danmark var sligt den sjældne Und­ tagelse, derfor kendt af alle. Skønt Norge i selskabelig Politur stod betydeligt tilbage for Danmark, var Kristiania alligevel langt nærmere ved at have et Selskabsliv end Kjøbenhavn, fordi den aarvaagne og heftige Fædrelandskærlighed afgav det forenende Element. I Kjøbenhavn fandtes hverken den samlende Grund­ følelse eller et Samfund uden Kaster og uden det politiske Hads Brutalitet, eller overlegne Kvinder, der selskabeligt kunde indtage en styrende Plads. Der var ikke en Mand og ikke en Kvinde, som virkede beaandende og samlende. Alt opløste sig i aandløse Grupper eller i lærde Krese eller i politiske Klubber eller atomistisk