GeorgBrandesLevned_1908

222 H jem lige Angreb ragende Stilling i Statens Tjeneste — frisindet Mand. Han var straks villig til at give Bidrag, skrev ogsaa sit Navn paa Listen for at støtte Foretagendet, men — forbeholdt sig at Listen ikke maatte ofFenliggøres: det vilde skade ham fo r meget. Ikke nok hermed. En akademisk Lærer ytrede i et Blad, at den Egenskab at være Medlem af Selskabet Verdandi i høj Grad burde vanskeliggøre Muligheden til at faa Stipendier. Samtidigt besluttede den ny svenske Forlæggerforening, at man af den kunde udstøde enhver Forlægger, som havde udgivet et Skrift, der offenlig betegnedes som usædeligt. Vel at mærke: der var ikke Tale om et anklaget eller dømt Arbejde, men om en Bog, der betegnedes som usædelig. Dér holdt man i Sverig, og man var visselig ikke videre i de andre nordiske Lande. Skønt Hykleriet er som Ild under Aske, der altid kan blusse op paany, har nordisk Literatur siden da tilkæmpet sig en saadan Frihed og undertiden rolig Overlegenhed i Behandlingen af seksuelle Spørgsmaal, at hin Tids Tænke- maade, næsten ikke mere er til uden i afsides liggende Smaabyer og landlige Afkroge. Men hvad der nu er blot provinsielt, var de da højest dannede Kvinders Synsmaade, og hvad nu er blot præstelig Overlevering, var da ædelt, verdsligt Personlighedsudtryk. Midt under Sædelighedsfejden kom Henrik Ibsen til Kjøbenhavn, vistnok paa Gennemrejse, og vi havde et Par gode Samtaler. Han var efter Bjørnsons Optræden til Bedste for ham i Anledningen af Gengangere for en Tid forsonet med sin Medbejler og smilede kun ad „den Dans, jeg traadte med Bjørnson“, mente, hans Angreb var ikke saa slemt mente. Jonas Lie derimod sendte mig et Brev fuldt af hjer­ telig Sympati for min Stilling i Sagen. Han havde forgæves stræbt at bevæge Bjørnson til Indtagen af en anden Hold­ ning overfor mig.

Made with