HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1984 h5

Holberg og barselkonerne

Efter de stærkt støjende damer i forte-fortissimo følger den niende scene i piano-pianissimo. Den omtales betegnende som »stum scene« - »Scena muta«. Engelke Hattemagers gør kun komplimenter uden at sige en eneste lyd. Traditionen bød, at hun blev fremstillet af en kvinde. Stine Isenkræmmers i tiende scene blev spillet af førsteskuespiller­ inden. Det må have været en ønskerolle for den franskfødte Marie- Madeleine Montaigu, der havde været skuespillerinde på Frederik IV.s franske hofteater, at slynge den franskgale dames replikker ud til publikum. Hun er et kvindeligt modstykke til Jean de France. Den ellevte scene med Abelone Hans Hansens og Christine Erik Erichsens blev ikke spillet på Kongens Nytorv. Hvis den har været op­ ført på teatret i Lille Grønnegade, har rollerne rimeligvis været udført af mænd. Hele scenen går ud på, at »De trættes om Rangen«. Det ender med, at Corfitz må have sig et glas brændevin. Han føler sig mere død end levende. Gedske Klokkers i tolvte scene blev i skuepladsen på Kongens Ny­ torv fremstillet af den kåde Henrik- og Harlekinfremstiller, Geert Londemann. På komediehuset i Lille Grønnegade havde det været Henrich Wegners speciale. Forestiller man sig, at rollen blev spillet af en mand, tilføres replik­ kerne en raffineret balance mellem »kvindelig« og »mandlig« scene­ aktion. Det »kvindelige« viser sig i de latterlige sentimentale replikker. Når Gedske f.eks. omtaler sin mostersøn Andreas, siger hun: »jeg kand ikke tænke derpaa Madame, uden Taarene staaer mig i Øjne«. For yderligere at understrege situationen foreskriver Holberg en fysisk handling: »Hun græder og tar sit Forklæde op«. Gedske fortsætter med at græde over de nye klædesbukser, som »Anders« rev itu, indtil hun med pludselig »mandlig« brutalitet udbryder: »Ach, ach hvad har ikke Fanden at bestille, thi saadant kand dog aldrig komme af vor HErre«. Hendes eder får Barselkonen til at moralisere: »det er kuns en slem Vane at sige, vor HErre var mig saa god, at mine Hosebaand eller Skoe-Remmer ikke brast i stykker, ligesom det er og et Mundheld at sige, hvad havde ikke Fanden at bestille«. 17