HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1984 h5

Barbara Zalewski

dag og nat; til det formål skulle hentes folk ude i byen og det var dyrt. Magistraten forespurgte derfor, om medicus eller kirurg kendte noget middel til at undgå, at rasende mennesker tilføjede sig selv eller andre skade; ellers vidste man nemlig, at der i England brugtes en slags skjorte af læder eller sejldug med lange lukkede ærmer. En sådan trøje blev anskaffet og skræddersvenden faldt til ro.39 Spændetrøjens entré i St. Hans Hospital kan måske siges at være den egentlige anledning til en længe tiltrængt omstrukturering af hospita­ let i juli 1 7 9 2 . De, der kom ind på hospitalet i voldsom tilstand, skulle direkte i dårekiste og det var derfor vigtigt altid at have ledige dåre­ kister. På dette tidspunkt var der 1 5 honnette kamre, 2 7 ordinære og 20 dårekister40 og det rakte slet ikke »i denne tid, hvor så mange be­ høve at blive modtaget«. Man lagde derfor nu almindelige lemmer på de epidemiske stuer - der vel ikke var så hårdt belastede som tidligere i århundredet - og de roligere lemmer fra dårekister og -kamre i deres senge, således at dårekistekapaciteten øgedes. Denne ordning ændre­ des ikke siden og synes kun at kunne være lykkedes, hvis man har anvendt spændetrøjer. Allerede 1 8 0 3 må hospitalet have rådet over et betragteligt antal spændetrøjer, da patienterne iflg. en instrux skulle lukkes ud i haven, iført disse, mens kamrene blev ordnet. Spændetrøjens muligheder i retning af at begrænse den sindsliden­ des råderum uden at en speciel plads blev indrettet, må have været en kraftig inspiration i en periode, da de sindslidende var ved at sprænge hospitalets rammer. Der er dog ikke noget, der tyder på, at spænde­ trøjen blev anvendt som tvangsmiddel, dvs. et middel til at ændre den sindslidendes opførsel eller idiosynkrasier; som så meget andet i opfat­ telsen og behandlingen af sindslidende gik udviklingen tilsyneladende baglæns. J. R. Hiibertz skrev i 1 8 4 3 om »Daarevæsenets Indretning i Danmark« og beretter for næsten hvert hospital, at lænker, spænde­ trøjer og seler var i brug - nogle steder hang de på knager som seletøj i en stald. Man kunne have forestillet sig, at anvendelsen af alt dette snarere var aftaget end tiltaget i det mellemliggende halve århundrede - der var dog blevet mere åbenhed om sindslidendes forhold, det offentlige byggede nye anstalter og der havde været rigtige »sindssyge­ læger« i en snes år. Det forholdt sig imidlertid således, at brugen af tvangsmidler - straf og gentagne fysiske og psykiske irritationer - var 42