HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1984 h5

Det hårde kors af vanvittighed

var fri passage til haven. De fåtallige undvigelser kunne tyde på, at de sindslidende var vel bevogtede og at deres kvarterer var forsvarligt af­ låste. Af en ombygningsplan ses imidlertid, at de ikke var søgt adskilte fra adgang til det øvrige hospital og der var kun to nattevogtere for de afsindige.46 En rimeligere forklaring er nok, at for dem, der ikke var forhindret af indespærring i dårekisterne, har der vel været en del push-faktorer i hospitalslivet, men de blev ikke opvejet af pull-fakto- rer udenfor hospitalet.4' Den store del af de indlagte, der især var kvinder (68%), var så dårligt stillet socialt set, at tilværelsen inden for hospitalets mure, hvor de dog var sikret tag over hovedet og et eks­ istensminimum, har forekommet dem trygt - frihed vil altid være et relativt begreb. I et årligt mandtal omtales en tidligere tjenestepige, der var midt i 6 0 ’erne og som nogle år forinden var blevet indlagt for i sindsuro at have skåret sig i halsen og søgt at drukne sig i Peblinge­ søen; hun var nu i fuldkommen bedring, skrev inspektøren, og kunne godt komme på Vartov, men hun ønskede at blive i St. Hans Hospital. Poq, der tilsyneladende var meget optaget af problemet med de sindslidende i Danmark, fortalte også sine bopladsfæller, at »hvis der er nogen, der helt mister forstanden, må de mange gange bindes og der må de så blive resten af deres liv«. Det gælder, som vi har set, ikke uden videre på denne tid, men der var en del sindslidende, der nåede at blive gamle i gårde og som levede 2 0 - 3 0 år i kamrene; det var dem, der til stadighed udviste en sådan uro, at de måtte holdes isolerede. Den tid, som hengik mellem indlæggelse i dårekister og -kamre og død falder dog drastisk mod århundredets slutning, hvad der måske kan forklares ved den omsiggribende elendighed inden for hospitalets mure: overbelægning, bygningens forfald og stadig dårligere kost. En anden gruppe med længere ophold i hospitalet var de oprindelige af­ sindige, der var forflyttet til de almindelige lemmestuer.48 Det var mennesker, der måske var kommet sig af deres sindslidelse eller som havde lange rolige perioder. Det kunne også være mennesker, der mens de havde ligget i hospitalet, var blevet ramt af andre svagheder - blindhed, brystsyge eller almindelig alderdomssvækkelse. De havde nået en tilstand, hvor de ikke længere kunne klare sig uden for hospi­ talet. I det hele taget var det langt fra alle de sindslidende, hvis tilstand var permanent - hverken de rasende, de sindsurolige eller de rolige. 47