HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1984 h5

Barbara Zalewski

kert også været et bundløst kar at holde de afsindige med klæder; i instruxen 1 8 0 3 nævnes, at når de afsindige var så rasende, at de rev gang- og sengeklæder itu og ikke reagerede hverken på formaninger eller tvangsmidler, var der ikke andet tilbage end kun at give dem halm. Engang mellem 1 7 9 9 og 1 8 0 3 54 var man blevet opmærksom på nød­ vendigheden af også at bade lemmerne; der blev ganske vist rekvireret brænde til badning tidligere, men det var et led i de veneriskes kur og kom ikke andre lemmer til gode. Nu hed det, at især de meget urolige afsindige skulle bades, da det var dem, der gjorde luften uren; kunne de ikke selv gå til badstuen, skulle de bæres, ville de ikke, skulle de tvinges, med alt fra milde advarsler til nægtelse af mad eller revselse. Man forsøgte at få skik på forholdene, men for de sindslidende var det en blandet fornøjelse. St. Hans Hospitals personale bestod efter flytningen til Ladegården af embedsmændene: inspektør, præst, kirurg, spisemester og oldfrue; og af betjentene: dag- og nattevogtere for de afsindige, portner og ende­ lig en halv snes gangkoner. Gangkonerne var selv lemmer, der fungerede som en slags stuefor- mænd og fik en skilling for deres ulejlighed. Betjentene står lidt mere uklart; nogle forfattere mener, at det var rå og uoplyste personer, hvis arbejde rangerede på linie med bøddelens; en tysk læge anbefalede i det mindste én vogter, som de afsindige kunne frygte - han skulle være udstyret med stor legemlig styrke og have en kraftig stemme.55 Hvilke egenskaber de, der blev ansat som vogtere ved St. Hans Hospital, var i besiddelse af, vides ikke, da man ikke kender de enkeltes baggrund. I instruxen understreges det, at de ikke må opirre de afsindige med skældsord og banden som svar på deres vilde ord, ej heller med ubeti­ melig spøg, men fremfor alt må de ikke komme i klammeri med hinan­ den i de afsindiges påhør. Det siger lidt om kvaliteten. Hvad embeds­ mændene angår, blev det åbenbart ikke anset for nødvendigt at give retningslinier for deres opførsel, udover at spisemesteren ikke måtte indlade sig i forretninger eller nogen slags »mascopie« med lemmerne. Det ser ud til, at de fire længer og haven, der omsluttede dem, både på Vester Fælled og på Ladegården, har udgjort en lille verden for sig. 52