KøbenhavnsMurerlaug_1948-1973

ÅH, D ISSE M I N D E R . han tilbød os arbejde dernede i Sønderjylland. D e t var jo dengang, Søn­ derjylland endnu var tysk. V i kom til Dybbøl og Sønderborg og arbej­ dede der i nogen tid, og da så arbejdet slap op, og vi jo allerede var i Tyskland, så tog vi turen videre sydpå. - T il fo d s? - Jaja, naturligvis. V i havde jo ingen penge. Selvfølgelig tjente vi penge, når vi havde arbejde, men vi brugte dem lige så hurtigt, som vi tjente dem. Husk på, vi var unge og tænkte såmænd aldrig på at lægge noget til side. V i havde mod på livet og var først og fremmest indstillet på at opleve noget og leve livet, og det gjorde vi uden at tænke ret langt ud i fremtiden. D e t er jo ungdommens lykke, at den kan leve i nuet. Jaja, nu bagefter kan man selvfølgelig godt se, at vi kunne have båret os fornuftigere ad, men hva’, så havde vi vel heller ikke lært så meget, som vi faktisk gjorde, når vi nu og da rodede os ind i en eller anden tosset situation. Nå, vi kom til Rendsburg og til Kiel og endte foreløbig i Hamburg, og her havde vi en herlig tid. Der var godt med arbejde, hvad der jo var andre end os, der havde opdaget. Jeg tror, der var om­ kring tusinde navere i Hamburg dengang, så det gik lystigt til. V i havde vores huler, hvor vi mødtes om aftenen, og hvor der var sang og bæger­ klang, og hvor man lærte en masse dejlige mennesker at kende. Men nu havde vi fået bisselæder i støvlerne, så da vi havde været der i en tre måneders tid, tog vi videre sydpå. - J eg ha r d e t in d tr y k , S ø d e rb e rg , a t 1 så s to r t på , h v o r tu ren nu sku lle gå hen . V a r d e t såd an h e lt p å ly k k e og from m e , 1 d ro g v id e re? - Nej, det kan man ikke sige. V i snakkede med arbejdskammerater­ ne, hvor vi kom frem, og så hørte vi om, hvor der var chance for at få noget at rive i, så helt tilfældigt var det nu ikke, hvor vi kom hen. I Ham­ burg havde vi fået at vide, at vi kunne få arbejde i kulminerne i Bochum i Westfalen, så det blev vores næste mål. Der kom vi til at arbejde med at mure hvælvinger nede i minegangene. Der var bare det ved det, at vi måtte skrive under på at arbejde der i mindst fire uger. D et gjorde vi, og vi fortrød det. D et var et grusomt arbejde. Modbydeligt varmt var der dernede dybt under jorden, ind imellem trak det gennem gangene, og luften var fyldt med kulstøv. Da der var gået en uge, blev min kam­ merat syg, og tre dage efter kunne jeg heller ikke mere, og så holdt vi