KøbenhavnsMurerlaug_1948-1973

ÅH, D ISSE M I N D E R . - H v o rd a n k la r e d e I je r i k lim a e t i S y d am e r ik a ?

- Klimaet var jo forskelligt fra sted til sted. I Sao Paulo gik det fint. Byen ligger temmelig højt i landet, næsten 800 meter over havet, så det var ganske behageligt, og vi var i hvert fald sikre på, at vi kunne arbejde hele året rundt og ikke som herhjemme være nødt til at indstille byg­ geriet om vinteren. V i havde godt at bestille. Vore mestre havde fået et større arbejde med at bygge 1 5 - 2 0 villaer, som de skulle finansiere og skaffe materialer til, og vi levere arbejdskraften. D et var vi godt i gang med, da verdenskrigen brød ud. - K o m k rig en til a t b e ty d e n o g e t v id e r e fo r je r så tid lig t o g så lan g t b o rte? - Ja, det skal jeg love for, det gjorde. Brasilien var først og fremmest et kaffe- og tobaksproducerende land og helt afhængig af kornindførsel fra U .S . A . og Argentina, og da importen hørte op, udbrød der strejker og optøjer med skyderier. Der var dengang 4 0 .0 0 0 tyskere i byen, og de gik gennem gaderne med faner og sang, de ville hjem for at kæmpe for deres land, og urolighederne tog til. V i blev standset i vores arbejde med stenkast, regulært fordrevet fra arbejdspladsen, så vi var nødt til at fortrække. Brasilien var på de allieredes side, så der var vældige spæn­ dinger mellem den lokale befolkning og tyskerne. V i blev kaldt op på generalkonsulatet til den gamle konsul von Blilow , som opfordrede os til at rejse hjem for at være med til at forsvare gamle Danmark, om det skulle blive nødvendigt. D e t var vi nu ikke indstillet på, men vi var klar over, at det nok var på tide at forlade landet, for pengenes værdi raslede nedad, og de var snart kun det halve værd. Gudskelov havde vi hver måned købt engelske pund, så vi undgik det helt store tab. V i besluttede os for at komme af sted og fik pakket sækken. V i rejste ned til Santos og videre til R io de Janeiro, hvor vi håbede at kunne få hyre nordpå. Det viste sig bare at være betydeligt vanskeligere, end vi havde regnet med. V i rendte fra skib til skib, men ingen steder havde man brug for os. T il sidst fik vi hjælp af konsulen, som var nordmand. Han havde kontakt med en norsk båd, »Nygård« af Bergen. Den kunne vi komme med, hvis vi ville gå ind på kaptajnens betingelser. Der var noget mug­ gent ved det hele. V i skulle ikke forhyres, og ingen steder skulle der skrives noget. V i skulle arbejde om bord og dertil betale 60 milreis for rejsen, der foreløbig skulle gå til Set. Thomas i Dansk Vestindien og