KøbenhavnsMurerlaug_1948-1973

ÅH, D ISSE M I N D E R . havde været der i fire vagter, gik jeg op til skipperen og sagde, at jeg var syg. Han prøvede at true mig tilbage, men den gik jeg ikke på. Jeg havde betalt for rejsen, sagde jeg, og så kom jeg på dækket for at vaske og male, og det var da straks noget bedre. Men nogen luksusrejse var det så vist ikke. Vandet, vi havde at drikke, var lunkent og helt rødt, for heller ikke vand havde vi fået i Rio. Men efterhånden nærmede vi os vore gamle danske vestindiske øer. V i sejlede forbi Barbados og Mar­ tinique. V i så også Set. Croix på afstand, og snart efter løb vi ind i Charlotte Amalies havn på Set. Thomas, en helt lukket naturhavn, hvor­ fra byen strækker sig op ad bjergsiderne, meget smukt beliggende. Her ville vi i land. - A lts å gå fra b o rd e o g a fb r y d e rejsen? - Ja, vi følte os ærlig talt ikke særlig knyttet til hverken skib eller kap­ tajn, og nu var vi jo kommet til dansk område, hvorfra vi formentlig ville kunne komme videre med et andet skib før eller siden, så vi ville snakke med kaptajnen om vore planer. Men han var gået i land, og der var ingen andre end styrmanden at gå til. Han var ikke ligefrem ven med kaptajnen, og da han hørte, at vi havde betalt 60 milreis for rejsen, sagde han, at vi skulle stikke i land, men han anbefalede os at gemme os et eller andet sted, for der var ikke tvivl om, at kaptajnen ville for­ søge at få os om bord igen, billig arbejdskraft som vi jo var. Så havde vi ikke længere noget at betænke os på. Nu lå vi ude på reden, men næste morgen tidlig fik vi en neger til at sætte os i land, uden at kaptaj­ nen opdagede det. V i ville så op på sømandshjemmet, men inden vi fandt det, havde vi truffet nogle danske gendarmer, som vi fik et par bajere sammen med, og da vi havde fortalt dem om vores situation, sagde de, at på sømandshjemmet skulle vi i hvert fald ikke opholde os, for der ville kaptajnen først lede efter os. Nej, vi skulle bare følge med dem hen på kasernen, hvor de nok skulle sørge for, at ingen fandt os. Hen ad aften begyndte kaptajnen at tude efter os i sirenen, men vi blev, hvor vi var, og næste morgen kom gendarmerne og fortalte os grinende, at de var blevet beordret til at søge efter os, men da vi ikke var at finde nogen steder, blev kaptajnen nødt til at tage nogle negre om bord i stedet for os, for han måtte nødvendigvis videre. Nå, vi var da frække nok til at gå ned på havnen og vinke farvel, da skibet stod havnen ud.