KøbenhavnsMurerlaug_1948-1973

ÅH, D ISSE M I N D E R . - 1 m å tte v e l eg en tlig fø le je r gan sk e v e lk om n e p å Set. T h om a s m e d d en m o d ta g e lse , 1 h a v d e få e t a f gen d a rm e rn e? - D et gjorde vi også. V i følte virkelig, at vi var kommet til et lille stykke Danmark, hvor vi var sammen med landsmænd, som ville hjælpe os. Men det kunne vi jo ikke leve af i længden, og arbejde måtte vi have, for det var småt med pengene. - V il d e t sig e, a t 1 h a v d e p lan e r om a t b liv e på den nogen tid fo r a t a rb e jd e ? - Jeg vil ikke sige, at vi havde egentlige planer, for hvordan kunne vi lægge planer i vores situation? V i måtte tage dagene en efter en og se, hvad der skete. D e t var vi heller ikke ukendt med, men vi var da ind­ stillet på, når lejlighed bød sig, at komme videre for på et eller andet tidspunkt at vende tilbage til Danmark. Nu viste det sig, at man ventede en gravemaskine til Charlotte Amalie til uddybning af havnen, og når den kom, kunne vi få et job ved den, og med det i udsigt tog vi på op­ dagelse rundt på Set. Thomas og oplevede øens tropenatur med for­ underlige vækster og storslåede udsigter over Det caraibiske Hav. V i var også en tur ovre på Set. Jan, hvor vi så ruiner af de gamle sukkermøl­ ler fra øernes storhedstid. Så en dag kom en formand fra Vestindisk Kompagni og tilbød os arbejde for kompagniet, og det havde vi så, til gravemaskinen kom. Så arbejdede vi i længere tid for Monberg, Saabye & Lerche. V i skulle planere sandet, som gravemaskinen pumpede op. Hver af os fik 1 4 -1 5 negre at arbejde med, ikke alle lige ivrige til at bestille noget, men efterhånden lærte vi, hvordan vi skulle omgås dem, så det gik såmænd ganske godt. Det var i øvrigt så godt som alle folk fra andre øer, engelske og franske, hvor beskæftigelsen var endnu dår­ ligere end på Set. Thomas. Men tiden gik, uden at der viste sig skibs­ lejlighed til at komme videre. Ganske vist var vi lige ved at få hyre på ØK’s »Jutlandia«, som anløb Set. Thomas. Men direktøren for Vestin­ disk Kompagni spændte ben for os. V i havde ingen søfartsbog, og da han åbenbart havde brug for os, hængte han sig i det. Så arbejdede vi en tid ved opførelsen af et stort pakhus på havnen, og ellers havde vi forskellige andre job. V i lavede kabelarbejde, og vi malede kraner for »Titan«, og en overgang var vi beskæftigede med at mure de såkaldte »regnfangere«. D e t var store cementerede flader, som vi byggede på bjergskråningerne til opsamling af regnvand. Der findes nemlig ikke grundvand på Set. Thomas, så når der kom regn - og det var ikke så