KøbenhavnsMurerlaug_1948-1973

ÄH, D ISSE M I N D E R . tit - så gjaldt det om at samle regnvandet i cisternerne rundt om ved husene. I perioder, når vandet var ved at slippe op, måtte man hente

forsyninger med tankbåde ovre fra Puerto R ico. - M æ r k e d e l s le t ik k e n o g e t til, a t d e r v a r krig?

- D e t var ikke ret meget. Jo, nu og da blev vi mindet om det. En sen aften f. eks. kom der to tyske krigsskibe ind i havnen for at tage for­ syninger om bord, men de stak snart af igen. V i op levede da også en revolution, sådan en lille fredelig en. Jeg husker, at vi gik ned gennem hovedgaden, Nørregade, i Charlotte Amalie, hvor der var samlet en mængde mennesker. Men vi kendte de fleste af dem og fik en glad aften med mange øller ud af det. Der havde været nogle optøjer ovre på Set. Croix, som åbenbart havde virket alarmerende hjemme i Danmark. For en dag løb krigsskibet »Valkyrien« ind i havnen for at genoprette roen. Det kunne de godt have sparet sig, for der var fred og ingen fare. Ja, nu siger jeg ingen fare, men jeg skal love for, at vi også oplevede faren på Set. Thomas, da en orkan, en af de såkaldte hurricanes, hjemsøgte øen. Aldrig har jeg oplevet et lignende uvejr. En stor tysk passagerbåd, der lå spærret inde af krigen i Charlotte Amalies havn, b lev slynget op på land. Negerhytter blev hvirvlet højt til vejrs og knust, hvor de ramte jorden igen. D e store nye kraner på havnen væltede og b lev vredet sam­ men som ståltråd, og utallige huse blev helt eller delvis ødelagt, og alle de hjemløse måtte flytte ind i fængslet eller på kasernen. D e t var frygte­ lige ødelæggelser. Jeg er sikker på, at vi kunne have fået arbejde nok med at bygge op igen efter orkanen, men vi var begyndt at blive utål­ modige efter at komme af sted, og endelig viste der sig en chance, som direktøren fra kompagniet igen søgte at ødelægge for os, uden at det dog lykkedes for ham. V i kunne komme med en lille skonnert med tre mands negerbesætning til Puerto R ico , der dengang som nu var amerikansk be­ siddelse. Men hvordan ville det nu gå med at komme i land på ameri­ kansk område uden de nødvendige papirer? D et drøftede vi med den sorte skipper, men så sagde han, at det skulle vi ikke bekymre os om. Han ville gå til sydkysten af øen til en lille havn, hvor ingen gad se efter papirer, og derfra kunne vi så selv tage videre til hovedstaden San Juan på nordkysten. V i var fem passagerer, tre officerer fra et skib, der var blevet knust i havnen under orkanen, og så min kammerat Møller og jeg, der gik om bord i skonnerten for endelig at sige farvel til Set. Thomas. Mange af vore venner blandt gendarmerne og andre, vel en