KøbenhavnsMurerlaug_1948-1973

ÅH , D ISSE M I N D E R . knap nok tøj på kroppen, så vi gik til 1. styrmand og spurgte, om vi måtte afmønstre. Han grinede og sagde, at vi da bare kunne rømme. Men det ville vi ikke, og så fik vi lov til at afmønstre på regulær vis og fik endda hver syv dollars for rejsen, så den var god nok. - M a n sk u lle d a elle rs tro , a t l va r in te re sse red e i a t k om m e h jem så h u r tig t s om m u lig t, når I nu en d e lig va r k o m m e t så langt. - D e t var vi jo nok, men på den anden side ville vi nødigt komme hjem som lazaroner, der dårligt nok havde tøj på kroppen, så vi fore­ trak at gå i land og tjene nogle penge i en fart. V i fik omtrent med det samme arbejde ved et stort skolebyggeri, hvor vi var i en tre ugers tid og tjente så meget, at vi kunne købe nyt tøj og endda have penge på lommen. Og så endelig sejlede vi til København. V i stod ind i havnen en tidlig morgen i maj 1917. Ingen derhjemme vidste noget om, hvor­ når jeg kom. Jeg husker, at jeg tillod mig den luksus at tage en bil hjem, og stor var gensynsglæden, da jeg ringede på, og mor lukkede op. Og en lettelse var det for os allesammen oven på rejsen hjem, hvor alt var usikkert, og hvor alt kunne ske.