KøbenhavnsMurerlaug_1948-1973

ÂH, D ISSE M I N D E R . — H v o rd a n s to d d e t til m e d je re s ø k on om i?

- D en var sløj, og jeg skal ikke gøre nogen hemmelighed af, at vi hang med ørerne. D e t var koldt, og alting var så usikkert, så vi måtte se os om efter enhver mulighed for at komme hjemad med et skib. Så en dag fik vi at vide, at vi kunne komme med en af de både, der sejlede heste til Frankrig. D e t skulle være godt betalt, og selv om vi altså ikke kom direkte til Danmark, var vi indstillet på at prøve lykken. I alt fald fik vi skemaer til at udfylde. Nu lysnede det, og da vi var henne på Det Forenedes kontor for at hente vores kluns, som vi havde fået lov til at deponere der, viste vi skemaerne til inspektøren. Så så han på os og sagde: Er I da helt tossede! Og så tog han skemaerne og rev dem midt over. Er I klar over, sagde han, at af tolv hesteskuder er der indtil nu kun kommet fem igennem, de syv er sænket! Ja, jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad det møde med inspektøren måske har skånet os for. Og så fik han endda ordnet det sådan, at vi kunne komme med »Frederik den Ottende«, der skulle afgå tre dage efter, og oven i købet gå om bord med det samme. Og lykkelige var vi, nu var vi endelig på vej hjemad, og vi takkede inspektøren mange gange for hans hjælpsom­ hed. Jeg fik dagvagt i maskinen og skulle lave lidt af hvert, og da vi be­ gyndte at sejle, fik jeg en god tjans med at slibe skrueakslerne. D e skal skinne som sølv, sagde maskinmesteren, men pas på, at du ikke trykker for hårdt, så du bremser skibet! Der gik jeg så i bunden af skibet og passede m ig selv. En gang imellem kom mester og sludrede med mig. Han var meget interesseret i at høre om vore rejser i Sydamerika og Vestindien. Og allerbedst var det, at vi dag for dag nærmede os Dan­ mark. D a vi kom ind under England, løb engelske krigsskibe op på siden af os og satte mandskab om bord. De skulle se vore papirer, så vi blev kaldt op på broen, hvor vi blev udspurgt og måtte vise vores hjemstedsbevis. D et gik godt for os. Men to tyskere, som havde skjult sig i kullene og rejste på chilensiske papirer, samt en del andre passa­ gerer, hvis pas englænderne ikke fandt gode nok, skulle interneres, så snart vi anløb første havn i England. Det blev i Kirkwall på Orkney- øerne, hvor de blev sat i land. Der i Kirkwall lå vi i ni dage, og det kunne vi jo ikke rigtig forstå meningen med. Men så fik vi at vide, at marinen først skulle undersøge, om ruten til Norge var farbar, vi skulle nem lig hjem via Norge. Det viste sig gudskelov, at det var den, og vi ankom velbeholdne til Christiania, som Oslo jo hed dengang. V i var i neutralt land og kunne ånde lettet op. Men ingen penge havde vi og