KøbenhavnsMurerlaug_1948-1973

ÅH, D ISSE M I N D E R . nat var vi på udkig. Flere gange om natten mente vi at se lanterner, men de forsvandt igen, og der skete os ikke noget. V i nåede heldigt igennem til New York, for resten i et modbydeligt snesjap. D e t var en kold over­ gang fra tropevarmen. Vores styrmand skaffede os logi hos en svensk fam ilie i 146. gade, så vi havde langt at gå, når vi skulle ind til centrum for at søge arbejde. - H v o rd a n kunn e I k la re je r uden p a p ir e r? - V i opdagede hurtigt, at det var fagforeningsbogen, vi manglede. A lle vegne, hvor vi kom for at søge arbejde, spurgte de, om vi var i »Un ionen«, det var betingelsen for at få noget at bestille. Så gik vi til »Un ionen«, men der gav man os den besked, at vi ikke kunne blive medlem uden at have arbejde. Der stod vi så, det var ikke let. M in kam­ merat var så heldig at få et job som tallerkenvasker, mens jeg stadig var uden arbejde. Nå, det lykkedes mig da til sidst at finde en lille murer­ mester, der ville give mig arbejde uden om »Un ionen«. D et varede i tre uger, så var der ikke mere at lave, og min kammerat var også uden job, og vores iver efter at få hyre hjemefter blev stærkere og stærkere. Så en dag væltede det ned med sne over New York, og det gav nogle dages arbejde med at kaste sne. V i vidste, at »Hellig O lav«, D e t Forenedes amerikabåd, lå i havnen og snart skulle til Danmark. V i var på kontoret for at høre om mulighederne, men de sagde nej. Måske kunne der vise sig en chance noget senere, når »Frederik den Ottende« kom i havn og skulle returnere.

1 6 0