KøbenhavnsVarmeværker_1925-1950

Omkring 1924 blev de første anlæg udført i Leningrad. Den første 5-års plan 1928-32 indeholdt bestemmelse om, a ten del af de elværker, der var med på planen, skulle bygges som kraftvarmeværker; først og fremmest skulle der anlægges fjern­ varme i større stil i Moskva og Leningrad. I 1934 var der adskillige steder etableret kraftvarmeværker, navnlig knyttet til de store industricentre, men også i flere af storby­ erne. Den anden femårsplan 1933-37 forudsatte en væsentlig udvidelse af kraft-varme­ værkerne. Industriproduktionen og de økonomiske forhold i disse år viste en forbed­ ring i forhold til den første 5-års periode, en forbedring, der også satte sine spor i kraft-varmeproduktionen. Det angives, at den samlede varmeledningslængde gennem årene er steget således: 1925 0,4 km, 1927 0,6 km, 1929 19 km, 1933 100 km, 1938 463 km og 1939 525 km. Ved krigens udbrud i 1939 var der ca. 100 varmeværker i Rusland, hvoraf dog de fleste, så vidt vides, var af beskedent format. De største v a r: Moskva med tilsluttet maksimalbelastning 510.000.000 kcal/h, Leningrad med 216.000.000 kcal/h og Gorki med 120.000.000 kcal/h. Man havde før 1939 planlagt store kraftvarmeværker til praktisk taget alle storbyer, men det er ikke på indevæ­ rende tidspunkt oplyst, i hvilken udstrækning disse planer er bragt til udførelse. Island udgør på opvarmningsområdet et kapitel for sig. Varmebehovet er stort, fordi der er så koldt, at man må fyre praktisk taget hele året rundt. Til gengæld er vinteren langt mildere end f.eks. i Danmark, således at varmebehovet er forholdsvis jævnt fordelt over året, og man er fri for store spidsbelastninger. Der er meget få brændselsstoffer i Island, og de, der findes, er af forholdsvis ringe kvalitet. Importeret brændsel har altid været dyrt, vel hovedsagelig på grund af den lange søtransport. Til gengæld har man jordvarmen i form af varme kilder til disposition mange steder. Denne jordvarme har været udnyttet helt tilbage fra sagatiden, men først i årene umiddelbart før den anden verdenskrig bestemte man sig til at udnytte den i helt stor stil til opvarmning af hele Reykjavik by. Det lykkedes efter mange besvær­ ligheder, der navnlig var forårsaget af krigen, at gennemføre arbejdet, således at anlægget kunne tages i drift i 1943. Dette anlæg er vel et af de ejendommeligste, der findes, idet man tager varmen i form af varmt vand fra de varme kilder ved Reykir, således at varmen er til stede uden anvendelse af brændsel af nogen art. Vandet pumpes gennem en 15 km lang dobbeltledning til et højdebeholderanlæg uden for Reykjavik, hvorfra det fordeles til praktisk taget alle byens huse, således at så at sige samtlige 40.000 indbyggere får varme herfra. Vandet har en temperatur på 75-80° C, og det afkøles i ejendommenes varmeanlæg til ca. 45° C, hvorefter det løber bort i kloaksystemet eller anvendes til badevand etc. Den samlede ledningslængde i byen er ca. 70 km, hvoraf ca. 40 km ligger i byens gader, medens de ca. 30 km er stikledninger ind til husene. Ledningerne er enkeltled­ ninger, idet der ikke er nogen cirkulation, men vandet bortledes efter afbenyttelsen. Hele systemet minder således mere om de almindelig kendte vandværksanlæg, hvor

Island

15