SaaBySomBorger

56

hver, der har et Hjerte og ikke en Naalepude i Brystet miste Appetitten, naar der i Stedet for en saadan Hustru sidder en stiv, affekteret, »taassevurren« Pimpernille af en Husholderske ved Bordet. Og intet er saa vigtigt for Sundheden som at spise sin Mad med Fornøjelse. Ligesaa lidt som den, der tror at finde Haar i alt, hvad lian faar paa sin Tallerken, kan spise med Appe­ tit, kan den, der finder Galde i enhver Skæmt,vnyde sin Mad med Fornøjelse. »Ja,« vil Pebersvenden sige, »men saa vil jeg foretrække et godt Glas Vin i et muntert Lag.« Men Vinen gør aabenmundet, og man kan ikke stole paa alle. Nej, en Mand skal have en Hu­ stru, som han elsker, som er yndig uden at være en Skønhed, kærlig uden at være kælen, forstandig uden at være lærd; en Hu­ stru, som kender Verden uden at være indtaget af den, som tager Del i alt Mandens, som raader og vejleder ham, som styrer hans Smag. Den Mand, som har en saadan Hustru og endda vil søge andet Selskab for at spise med Fornøjelse, er hverken Kone eller Mad værd. Gud burde forvandle ham til en Porcellænsfigur paa en Plat-de-Mena’ge. Og hertil kommer Børnene. Der er ikke noget behageligere at se end Børn i deres Uskyldigheds Alder. »Endogsaa den, som ikke er Fader, føler en gennemtrængende Rørelse ved at kaste sine Øjne paa disse sine tilkommende Medborgere«(!). En Fader har gjort Staten og gør den Nytte ved at give den Borgere og ved at danne dem til gode Borgere. Hustruen passer nøje, at Manden kun faar, hvad han kan taale, og naar han kan taale det. Overtræder han selv Grænserne, slipper han med en Dosis Rhabarber og en Gardinprædiken. Tode var selv lykkeligt gift, og hans Udtalelser om Ægte­ skabet er tilstrækkeligt Borgen for Eftertiden, at lykkelige Ægte­ skaber, hvor Mand og Hustru foretrak Hjemmets Arne for Klub­ liv, Koncerter og anden splittende Fornøjelse, var lige saa almin­ delige da som nu. Endnu skal i denne Forbindelse kun omtales en Skik, som vedrører Ægtefolks indbyrdes Forliold, og som falder vor Tid noget for Brj^stet. Naar en Hustru var død, var det ikke ual­ mindeligt, at Manden, naar han var en Smule »litterær«, gav cn »Charakteer« af den afdøde. Den taler frit og ret ugenert. Som et interessant Exempel herpaa kan nævnes Kammerherre, kgl.