KøbenhavnsKommunaleSkolevæsen_1932-35

89

havde liørt en Mængde H istorier om Slanger, og det var blevet fo rta lt ham , a t de m indste af dem kunde finde paa at kravle ind i Husene om Natten og gemme sig i Sko og Støvler. Nogle Dage efter, at h an havde tiltra ad t P ladsen, fik han Besøg af en Ven, der vilde have h am med ud paa en R idetur. F o rvalteren var strak s villig hertil og begyndte at gøre sig i S tand til Turen, men idet h an tra k den ene Ridestøvle paa, følte h an et Stik i Hælen. Han var ikke i Tvivl 0111 , at der var en Slange i Støvlen, og raab te 0111 Hjælp, medens han sam tidig stam pede m ed Foden i Gulvet for at knuse Dyret. Hans Ven kom nu ilende til og tra k Støvlen af ham . Foden var slem t medtaget, m en den erfarne Mand saa straks, at det ikke var af et Slangebid, og da h an undersøg te Støvlen, fand t h an heller ingen Slange i den, m en en Ridespore. Han forstod nu, at Fo rvalteren ikke vidste, at de in d ­ fødte T jenere altid lægger Sporene i Støvlerne, n a a r de h a r renset og pudset dem. Da Holberg i en meget ung Alder havde taget sin Embedseksam en, fik h an P lads som Huslæ rer hos en P ræ st i sin Fødeby, Bergen. Denne P ræ st havde i sin Ungdom rejst meget i fremm ede Lande og skrevet Dagbøger paa sine Rejser. Disse Dagbøger fik Holberg fat i, og ved a t læse dem fik h an en saadan Lyst til at komm e ud og se sig 0111 i den store Verden, at h a n solgte alle sine E jendele og begav sig ud paa sin første Udenlandsrejse m ed en Sum af 60 R igsdaler i Lommen. E n ho lland sk Skipper tog ham med til Am ster­ dam . Her var noget at se og lære for ham , da H o l­ lænderne var et dygtigt F o lk og havde mange store Kunstnere og V idenskabsmænd. I de første 14 Dage morede Holberg sig i Am sterdam og lod den ene Daler rulle efter den anden. Saa begyndte Pungen at blive slunken, og h an m aatte tænke paa at tjene noget eller vende hjem . H an tab te dog ikke Modet. Da h an havde læ rt fremm ede Sprog, m ente han, at det vilde være let for ham at tjene til sit U nder­ hold ved at give Undervisning, men han erfarede 6. Normalklasse. Bogopgave. Holbergs første Udenlandsrejse.

snart, at Hollænderne havde m ere Brug for stæ rke Sømænd end spinkle Sproglærere, og Holberg var ikke blot lille af Vækst, m en havde et Barneansigt, saa at h an overalt blev an taget for en Skoledreng, der var løbet hjemm efra. Hans Helbred havde a l­ drig væ ret godt, og h an kund e ikke taale Opholdet i det fremm ede Land. E fter en Læges Raad rejste han derfo r til Aachen for at gennemgaa en Badekur. H an ankom til Aachen paa et Pas, der lød paa »Drengen Ludvig Holberg fra Am sterdam«, og med 6 R igsdaler i Behold tog h an ind paa en Kro. Her boede h an i 3 Uger. Rask blev h an ikke, og han s lille Pengebeholdning blev m ind re og m ind re for hver Dag. Dag og Nat spekulerede h an paa, hv o r­ ledes han skulde blive i S tand til baade at betale Værten og slippe hjem til Norge, og da han til sidst ingen Udvej kund e finde, pakkede h an en Morgen sine Klæder i Vadsækken og listede sig i al Hemm e­ lighed ud ad en Bagdør. Men K rovæ rten havde fattet Mistanke til ham . Han stod paa Lu r og tog imod ham ved Bagdøren og tvang ham til at betale til sidste Hvid. Saa m aatte h an tage T iggerstaven i H aand og fægte sig igennem til Am sterdam . E fter m ange Anstrengelser lykkedes det ham her at faa rejst et lille Laan og slippe m ed et Skib hjem til Norge. H an rejste dog ikke tilbage til sin Fødeby, men tog til K ristianssand, th i h an var bange for, at Rygtet 0111 han s m islykkede Udenlandsrejse var ilet fo rud for ham . I K ristianssand boede h an en V in­ ter og ernæ rede sig som Læ rer i fremm ede Sprog — særlig F ran sk . Det gik ogsaa godt i Begyndelsen. Han fik mange Elever, og alle havde stor Respekt for den lille Mand, der kunde tale saa mange frem ­ mede Sprog, m en saa kom der en berejst Købmand til Byen, og h an vilde ogsaa undervise i F ran sk og gjorde det oven i Købet meget billigere. Det blev Holberg vred over, og h an ud fo rd rede Købmanden til en Kappestrid paa F ran sk . Købm anden tog imod Udfordringen, og en Dag mødtes de to læ rde H errer til Sprogkampen, der skulde udkæmpes, medens begges E lever var til Stede. I V irkeligheden var in ­ gen af de to Sproglærere videre stive i F ran sk , og de opdagede snart, at de gjorde bedst i at slutte F red, for at ingen af deres Elever skulde mærke, hvor lidt F ran sk deres Lærere kunde.