GeorgBrandes

96 tilsammen givet den danske Reaktion et Ord med paa Vejen, som den sent vil glemme. Den største og smukkeste Sal i København fyldt til sidste Plads af et Selskab, som det samles maaske kun een Gang i en Menneskealder ...« Redaktør Carl Rehrens bød Velkommen, Peter Nansen overtog Di­ rigentposten; den første af de omdelte Sange var af Sophus Schan- dorph, Erik Skram holdt Festtalen, der gengaves efter Manuskript i »København«. Den næste Sang var Sophus Claussens, der efterfulgtes af Taler af Maleren Th. Niss, Professor Høffding samt af Hæders- gæsten. Brandes sluttede sin Tale med en Skaal for dansk Aandslivs Vækst, for en frodig Blomstring af dansk Videnskab, Kunst og Litte­ ratur — og udbragte et: Danmark leve! En lystig Sang af Sganarel (Axel Henriques), en Tale af Studentersamfundets Formand Alfred Christensen og ca. 100 Telegrammers Oplæsning fulgte. Tidspunktet for Fakkeltoget nærmer sig. Det udgaar Kl. 11 fra Nikolaj K irke; i Spidsen Typograferne med et stort Banner med Bille­ de af Johan Gutenberg, derpaa fire og fire Ungdom af alle Samfunds­ lag, Studenter, Arbejdere, Kunstnere, Handelsfolk o. s. v., bærende de halvtredje Hundrede tændte Fakler. Toget gaar gennem Vingaards- stræde over Kongens Nytorv, ad Bredgade og ind i Palæets Gaard, der hurtig fyldes til Trængsel, medens de tilstødende Gader er sorte af Mennesker. Paa Altanen staar Brandes, der hilses med dundrende Hurraraab; Forfatteren Oscar Madsens Fakkelsang kastes i Grams og afsynges, Oskar Johansen holder derpaa Fakkeltalen, Brandes takker: Tak for de Fakler. Lad dem flamme højt. Lad dem lyse vidt! Et nifoldigt Hurra — og de kastes i Baal. Der sluttedes med et Sold, hvor bl. a. Morten Pontoppidan, Herman Trier, den svenske Grev Birger Mørner og Pianofortearbejder Holst talte; man sang atter en Vise af Sganarel, inden Festen hen paa Natten ebbede ud. Et af Versene lød, stadig med »København« som Kilde: »Havde Brandes sin Fortid fortrudt, kunde Kultusminister han være.

Jeg ved en, som har gjort Carriere, han var rød, men fortrød resolut. Blot man slukker den Ild, man har tændt, hjælper til med at sprøjte paa Flammen, værger Kirken og Tronen og — jamen, det laa nu’nte for Brandes’ Talent.«