GeorgBrandes

Sidste Leveaar og Død. Mindesmærker.

Ja, Hvirvel er det Alt — i dette Ord er Gaaden løst. Frem! Bort! Forbi! det tuder. I Fald fra Højden det, hvis Glans var stor! Mod Lyset frem det, som fra Dybet foer! Du op, jeg ned! min Sejr din Glædes Mord! og Rædslens Lov: det Unge ældes. Hvor, hvor er det Liv, der mer end Død bebuder? (»Ungdomsvers« S. 66).

erdenskrigen kastede nogle af de mørkeste Skygger over den sid­ ste Snes Aar af Brandes’ Levetid og bidrog sit til den ofte saa bitre Livslede, der gjorde ham ensom paa hans gamle Dage. Efter den store Krigs Udbrud trak han sig mere og mere tilbage — ogsaa fra sine Venner i Udlandet; smerteligt blev Brudet med Frankrig i Ministerpræsident Clemenceaus Skikkelse. Denne opfordrede Gang paa Gang Vennen Georg Brandes til at tage Parti; det maatte jo nød ­ vendigvis blive til Fordel for det Land, han lige fra sin tidligste Ung­ dom havde følt sig aandsbeslægtet med, Frankrig; men da Brandes — som altid i Overensstemmelse med sin Samvittighed — maatte afslaa enhver Form fo r Sympati for nopensomhelst af de Magter, der deltog i denne meningsløse og vanvittige Krig, udslyngede Clemenceau sit: Adieu, Brandes! og vendte ham Ryggen. I første Aargang af Tidsskriftet »Litteraturen« giver Brandes 1918 i et Rundspørge »Krigen og Litteraturen« følgende Udtryk for sin Mening: »Efter mit personlige Skøn har Krigen skruet Menneskeheden et Aarhundrede eller mere tilbage. Den har i Hundredtusindvis udryddet de unge Kræfter, fra hvem en Fornyelse af Aandslivet maaske ellers havde kunnet ventes. Den har udtørret Europas økonom iske Hjælpekilder og styrtet Folkeslagene i bundløs Gæld. Den har ved sine Voldshandlinger forraaet Sindene i uhørt Grad; den har ved den gennemførte systematiske, gensidige Bagvaskelse