GeorgBrandes

104 ganske den beskedne Lejlighed paa Strandboulevarden 27, hvor Bran­ des snart i en lang Aarrække havde boet. Men alle Gratulanter og Be­ søgende afvistes, kun Datteren, Fru Edith Philipp med sin Mand og to Børn blev indladt og spiste Frokost hos ham — i Dagene derpaa gik det atter rask ned ad Bakke; Brandes selv forstod nu, at det bar mod Døden og gentog flere Gange, at han ønskede at brændes, og at hans Aske skulde spredes for alle Vinde. Knap en Uge efter Fødselsdagen optraadte der atter hæftige Un­ derlivssmerter, og da det ogsaa begyndte med Opkastninger, turde man ikke udsætte Operationen; Brandes overførtes til Professor Lo­ rentzens Klinik, hvor Kirurgen, Professor Lendorf under en Lokalbe- døvning skaffede Passage foran det forsnævrede Sted paa Tyktarmen. Lidelsens Aarsag viste sig som frygtet at være en Kræftsvulst, som man dog ikke samtidig turde forsøge at fjærne, saa længe Kræfterne ikke var større; og i Dagene derpaa svandt de yderligere samtidig med Be­ vidstheden. Lørdag d. 19. Februar døde Georg Brandes. Ved Middagstid vaag- nede han en kort Stund af Bevidstløsheden og bad om at maatte se Dattersønnen, den 14-aarige Georg, som stod hans Hjærte nær; han blev hentet og naaede lige at trykke Bedstefaderens Haand, inden denne atter faldt hen i en Døs, der Klokken 9 Aften næsten umærke­ ligt bar over i Døden. Uden Højtidelighed af nogen Art blev Brandes’ Kiste fra Klinikken paa Dosseringen i al Stilhed kørt til Krematoriet paa Bispebjerg, hvor Bisættelsen foregik om Eftermiddagen den 25. Februar. Tidspunktet var holdt hemmeligt, saa kun Familien og nogle faa Venner var kom ­ met til Stede. Særlig indbudte var Professorerne Vilh. Andersen, Brix og Vedel, Forfatterne Sven Lange, Karl Larsen, Henrik Pontoppidan, Otto Rung, den tyske Forfatter Ernst Toller og Oversætteren Dr. Magnus, Direk­ tør Fr. Hegel og Bogtrykker Græbe, Gyldendal, samt de Læger og den Sygeplejerske, der havde tilset Brandes. Blandt de talrige Kranse og Blomster, der dækkede den hvide Ki­ ste, saas en Krans fra Kongen. Højtideligheden indledtes med Schuberts Komposition »Der Tod und das Mädchen«, spillet af Breuning-Bache-Kvartetten. Nogen Tale havde Brandes ikke ønsket ved denne Lejlighed; Forfatterforeningens Formand, Sophus Michaelis, der stod Familien nær, fremsagde et Digt,