GeorgBrandes

115 »Mærk følgende: Modgang prøver naturligvis A lle; thi ogsaa de prøves, som ikke bestaae Prøven : Modgang kan løfte, og Mod­ gang kan kue, deri har Du Ret, men Du har ikke grebet Sagen rigtigt an. Ved at Modgang løfter, maa ikke alene tænkes paa, at den ansporer Kræfterne, ligesom man faaer Lyst til at gaae rask, naar Blæsten er En im od ; men den er en Skole, hvori man lærer, nemlig ikke at sætte Pris paa det, Modgang kan berøve En, lærer at undvære det og dog være tilfreds, thi Modgang kan jo ikke be­ røve En Alt. Modgang kan kue, og naar kuer den? Naar man istedenfor at søge Hvile i det, man har tilbage, og da især i det af det, som ikke ny Modgang kan berøve En, bestandigt tænker paa de Goder, man har tabt altsaa ikke vil lære ingen Pris at sætte paa, hvad Omstæn­ dighederne kunne fratage En. Ellers er jeg vel fornøiet med Stilen.« Morsomme er Brandes’ Irettesættelser i Anledning af en Stil om »Et Mindesmærke fra en svunden T id «, som Eleven havde forsynet med et Motto af Fr. Barfod : »Der er en Del ved Stilen, jeg ej kan lide: Mottoer vil jeg saaledes ej vide af, de skrives for at vise Ens Belæsthed, og under­ tiden har man ikke engang nogen. Desuden burde man da ikke ci­ tere saadan en literair Skraldemand som B a r fo d .« ! Sit Standpunkt med Hensyn til Mottoer synes Brandes ret hurtigt at have forladt — men det er en Sag fo r sig. Hen paa Aaret 1861 gaar han selv i Lag med en litterær Opgave, nemlig en af Universitetets Prisafhandlinger, som han allerede Aaret forud havde »kastet lange­ lige Blikke t il« ; han valgte en om det rette Forhold mellem Digtekunst og Historie i den historiske Roman, indsendte den med Forbud om Aabning af Navnesedlen, ifald Afhandlingen ikke vandt Prisen. Det gjorde den ikke, men fik dog »et meget hæderlig Accessit«, der fo r­ anledigede, at den unge Brandes bagefter søgte sine Dommere, Pro­ fessorerne Hauch og Sibbern, hvis Bekendtskab han derved gjorde. Særlig Bekendtskabet med F. C. Sibbern blev af Betydning, idet Brandes efter sin Samtale med denne naaede til Klarhed over, at han gjorde klogest i at opgive det juridiske Studium, vel at mærke saa snart han efter en mere vellykket Prisopgave havde godtgjort, at hans Evner gik i anden Retning. En egen Betydning fik Brandes’ næste Afhandling, der udarbejde­ des i Slutningen af 1862, omhandlende Shakespeares »Rom eo og Julie« og samtidig behandlende Tragediens Grundproblemer efter Datidens

s*