GeorgBrandes

122 muligt at lede den littéraire og religieuse Bevægelse ind i et frugt­ barere Spor og faae den ulidelige Tone, vor Polem ik hidtil har anslaaet, til at høre op. Paa alle disse Punkter vil Dr. Brandes sik­ kert fuldt ud faae den Indflydelse, der efter hans rige Begavelse tilkommer ham, hvis han fastholder den moderate og humane Svingning, hans senere Arbejder vise at han forlængst har indledet og næsten fu ld ført, og jo mere Agtelse man har for hans Talent, desto mere maa man, fo r vor ikke mindre end for hans Skyld, ønske, at det vil ske.« Men for at vende tilbage til Optakten: 1871 kom Brandes h jem fra Udlandet, ladet med den Energi og de nye Indtryk, der skulde afføde »Hovedstrømninger«. Om deres Tilblivelse fortæ ller han i »Levned«, at han først genoptog sin Sysselsættelse med det franske Drama, hvis Historie han agtede at fremstille i en Række Forelæsninger. I Begyn­ delsen af Oktober indviede han sin Ven og Lærer, Professor Brøchner i denne sin Plan, som Brøchner imidlertid fandt for snæver og uanse­ lig, hvorpaa Brandes efter fornyet Overvejelse besluttede at behandle »Aandslivet som det røbede sig i Hovedlandenes Literatur i Aar- hundredets første 50 Aar i seks store Forelæsningsrækker under T itlen: Grundstrømninger i det 19de Aarhundredes Literatur. Brøchner billigede Planen, men forkastede Ordet Grundstrømnin­ ger (der svarede til, hvad jeg vilde udtrykke) som vanskelig for- staaeligt. Jeg foreslog da Ordet Hovedstrømninger, som han god­ kendte. ... jeg fik ingen Tid til ordentligt, fornyet Studium af den fø r­ ste Serie, jeg vilde behandle; jeg maatte gennemløbe Emigrant- literaturen i selve de seks Uger, Forelæsningerne tog, og foreløbigt bøde paa den manglende Kundskab ved hastig Genlæsning af Sainte-Beuve og andre Forskere. Jeg udarbejdede Foredragene paa den Maade, at jeg gik op og ned ad Gulvet og dikterede dem til min Moder.«1) . Den 3. November 1871 holdt Georg Brandes sin Indledningsfore­ læsning i Universitetets Rusauditorium fo r stuvende fuldt Hus. Den er historisk; den gav Tonen og Retningslinjerne for »Bevægelsen« og skabte paa een Gang det voldsomme Røre, der sent skulde dø hen, og et Par Brudstykker af den vil derfor være paa sin Plads. I sin Helhed staar den at læse i de Aaret efter udgivne Forelæsninger, som — gan­ ske naturligt — med Taknemmelighed og Venskab blev tilegnet P ro­ fessor Brøchner. Selve Optakten lyder:

*) »Levned«, II, S. 62— 63.