GeorgBrandes

126

Nyheder«, det tidligere litterære Ugeblad »F igaro«, hvis Redaktør, For­ fatteren Robert Watt, i en Føljeton anmeldte Bogen. Brandes’ Svar til de forskellige Angribere i Dagspressen ønskede disse ikke at optage, saa Brandes maatte — efter at have faaet et enkelt optaget som betalt Annonce — selv lade dem trykke, hvilket skete i den lille Bog »Forklaring og Forsvar. En Antikritik«, der udkom samme Aar, 1872. Særlig to Steder i »Emigrantlitteraturen« havde vakt Forargelse; det første er S. 138 (O rig ina ludg .): »Enhver Magt er tyrannisk i samme Grad, som den er dum, og Individet fødes som dens Undersaat. Medens det Naturlige vil være, at Individet formede sig selv sine Anskuelser og sine Principer om de høieste Ting, gav sig selv Love for sin Opførsel og efter Evne søgte Sandheden med sin egen Hjerne, forefinder Individet ved sin Fødsel først en færdig Religion, i ethvert Land en forsk jellig, dets Forældres, som længe fø r det selv føler eller tænker religiøst, bli­ ver det indpodet; saaledes kvæles i Spiren al religiøs Productivitet, eller kvæles den ikke, saa vé Ind iv idet! det er en Handske kastet til Samfundet. Saaledes forefinder Individet en færdig offentlig Moral, og denne Moral understøttes af en færdig offentlig Mening. Da een Part af Menneskeheden maa betragtes som vilde Dyr, en anden Part som sande Aber og den aldeles overveiende Majoritet som Dosmere og Ignoranter, er det let at see, i hvad Forhold til Sandheden den offentlige Moral og den offentlige Mening i Alm in­ delighed vil staae.« S. 150— 51 taler Brandes om det interessante i, at hver Nation har sit Ideal, som udgør Indbegrebet af Pligter og Dyder, der anses for almengyldige. »H jemmet holder f. Ex. Familien sammen, følgelig priser den Nation, som har »H jem «, Familielivet frem for Alt, og laster Syd­ boerne, fordi Familielivet hos dem ikke spiller samme Rolle. Et Ord som »Arnen« faaer en Ærværdighed, som det aldrig kunde faae under Troperne, Ordet »huslig« kommer til at betegne Kvin­ dens høieste Dyd og strengeste Pligt, og denne Race vil mindst af Alt lade sig sige, at alle disse dens store Idealer, Hjemmet, Hygge­ ligheden, Husligheden, Familielivet, lade sig udlede af en eneste, grumme simpel, grumme lav climatisk Nødvendighed, Nødvendig­ heden af kunstig Varme. Uden kunstig Varme, i Sollysets fulde Pragt vise alle hine skjønne Idealer, Pligter og Dyder sig — ikke usande men relative.« Man vil forstaa, at Brudstykker af disse Citater let kunde afsted­ komme højst utiltalende Forvanskninger; i sin Antikritik kommer