GeorgBrandes

128

stracte Idee, der overalt ligger til Grund, i en præcis og anskuelig Form ligesom i Silhuet og Profil, da var min Opgave løst. Helst drev jeg altid Principet helt ud i Anekdoten. Først og fremmest fø ­ rer jeg da overalt Litteraturen tilbage til Livet.« Og saa vil Nutiden dog faa svært ved at danne sig et virkeligt Be­ greb om den Begejstring og Inspiration, som betog mange af Datidens Tilhørere, der med egne Sanser hørte og saa Hovedstrømningernes T il­ blivelse i Foredragets Form , understreget eller afdæmpet paa de rette Steder af en Mand, der forstod at anvende og beherske Gestus, Mimik og Stemme som en V iolinvirtuos sit Instrument. Vil man forsøge at skildre Brandes’ Betydning og Position, er det nødvendigt at søge at fremmane et Billede af Taleren Georg Brandes; mange har givet Bidrag hertil — man læse blot Kapitlet nedenfor om »Brandes-Skikkelsen i Skønlitteraturen« — her skal gengives et, der saa vidt vides ikke hidtil har foreligget paa Dansk. Det skyldes den svenske Forfatterinde V ictoria Benedictsson, bedre kendt under sit Navneskjul Ernst Ahlgren. Hun stod en Overgang Brandes særdeles nær og har følgelig overværet adskillige af hans Forelæsninger; hen­ des Landsmand Axel Lundegård udgav i 1920 hendes »Studier och brottstycken«, hvoriblandt ogsaa et Portrætstudie af Brandes som F o ­ relæser, oplevet og gengivet med en Kvindes fremragende Intuitions­ evne. Hun skildrer hele Stemningen og de stormende Scener, inden Salen er fyldt til sidste Plads, medens de sidst ankomne udenfor staar paa Taa for om muligt at faa et Glimt af ham : »Bulderet synker til mere dæmpet Uro — saa bliver der med eet stille. Man skimter gennem Mængden det mørke Hoved med det vajende Haar, som giver hans Udseende et ejendommelig stridbart Udtryk. Saa staar han deroppe, en Smule forpustet forekommer det en; og medens han lader de indledende Ord vente paa sig, ser han ud over Skaren af Tilhørere med dette rolige, næsten ligegyldige Blik, som synes at opfatte alt uden Anstrengelse, lysende af skarp og kold Forstand, som stikker af mod det nervøse Ansigt, hvis Mine­ spil stadig veksler, snart trækkende sig bittert og haardt sammen, snart jævnende sig ud næsten indtil Blidhed. For en Iagttager har dette blege Ansigt med de bevægelige Øjenbryn, den lige, stærkt rynkede Pande, de følsomme Næsefløje og det søgende, staalgraa Blik adskilligt at fortælle og endnu mere at forklare. Man kan saa godt forstaa, at denne Mand med sin kri­ tiske Dissektionsevne, sin nøgterne Forstand, sin græske Verdens­ anskuelse og sit orientalske Blod ganske naturnødvendigt maatte