GeorgBrandes

134

I Et Krigsskrig var den, skulde vække, væbne — Den vakte Hadet, Bogen blev min Skæbne. II Spydtid — og medens Spyd omkring mig hagled, til Væggen fast jeg gamle Genfærd nagled. III Sværdtid — jeg følte ej, at haardt jeg trængtes, jeg leved ungt og stærkt og led og længtes. IV Med Tro og blodrød Ildhu blev den skrevet; Shelley: dens Aand er din. Dig har jeg levet. V

Se Skæbnen vendes! Hør i Toner klare. Sejrtid! en lang, rig, melodiøs Fanfare. VI A f rolig Trods og bitter Livserfaring er Værkets sidste Del en Aabenbaring.

(»Levned« III, 284).

— Maaske bedre paa Prosa, som det læses paa sidste Side i »Det unge Tysk land «: »Hvad Kritik dette Værk i Danmark har fundet, har gjennem- gaaende talt overlegent og nedsættende om denne Plan. Forfatteren ved, at han nu, nitten Aar efter at den blev lagt, ikke vilde kunne finde nogen anden og bedre. Man har med Rette, men uden stort Opbud af Skarpsindighed, kunnet forklare, at saaledes grupperede og i denne Følgeorden, saaledes kontrasterede og med disse Ud­ hævninger eller Afskygninger fremtræde Litteraturens Personlig­ heder og Værker kun for en personlig Betragtningsmaade, under­ kastede en personlig Behandling, og man har med adskilligt m in­ dre Ret Aar efter Aar uden synderligt Opbud af Opfindsomhed mindet om Prokrustes. Herpaa er Svaret, at upersonligt set er et halvt Aarhundredes Litteratur kun et Chaos af hundredetusinder af Værker i et stort Antal Sprog, og at den sande Prokrustes, der her har grupperet, kontrasteret, stiliseret, udhævet og trængt tilbage, udstrakt og fo r­ kortet, stillet i fuldt Lys, i Halvlys eller i Skygge, ikke er nogen anden end den Magt, man ellers p lejer at kalde Kunst.«