GeorgBrandes

137

Til disse Navne vil for en Fuldstændigheds Skyld adskillige ønske tilføjet Vilhelm Topsøes Navn; Brandes mente ikke, han hørte til her, hvad blandt andre Herman Bang flere Steder har paatalt. Vilh. Ander­ sen nævner i sin Bog om Topsøe denne Brandes’ Udeladelse, men fort­ sætter (S. 2 0 ): »Med fuld Ret. Han er ikke en af det moderne Gennem­ bruds Mænd. Han er den historiske Sammenhængs Mand.« Længere fremme i samme Bog, særlig Siderne 79— 88, kan man læse nærmere om disse to næsten jævnaldrende Mænds Mellemværende. Til Gennembrudsmændene slutter sig derimod senere Forfatter­ navne som Henrik Pontoppidan, Karl Gjellerup, Herman Bang m. fl. I. J. P. Jacobsens Novelle »Mogens«, der første Gang tryktes i »Nyt dansk Maanedsskrift« 1872, er Optakten den ofte citerede: »Sommer var det; midt paa Dagen; i et H jørne af Hegnet. Lige for stod der et gammelt Egetræ, om hvis Stamme man gerne kunde sige, at den vred sig i Fortvivlelse over den Mangel paa Harmoni, der var mellem dens ganske ny, gulladne Løv og dens sorte og tykke, krogede Grene, som mest af Alting lignede grovt fortegnede gammelgothiske Arabesker.« Og saa følger Skildringen af Regnvejret, der — som det hedder i 111. dansk Litteraturhistorie — kendetegner »Halvfjerdsernes »Gen­ nembrud« efter Tresernes Tørke«. Jacobsens første Møde med Brandes er i 3. Bind af »Samlede Skrif­ ter« skildret i følgende O rd: »Ung, lang, kejtet, bukkende dybt, saa det lange blonde Haar faldt ned over Panden, kom han en Dag i 1869 første Gang med et Hæfte Digte i Haanden. Aftenen forud var i det kgl. Teater et skrækkeligt Stykke blevet spillet, denne eneste Gang, et anonymt, men som hvis Ophavsmand en vis Jacobsen angaves. Slutningen laa nær, at det forulykkede Skuespil og de ulæste Digte havde én Forfatter. Læste blev de derfor ikke; Kritikeren bladede lidt i dem og sendte dem tilbage med nogle høflige Ord og en Advarsel mod at skrive ranglede Vers. Det var et Indtryk af Personen, som var smeltet sammen med et Indtryk af underlig løs Form i Digtene, der affødte disse Ord, som Den, der skrev dem, sporløst havde glemt indtil han tre Aar efter med et Smil — det fineste, sjæl- fuldeste Smil — mindedes om dem.« I Anden-Udgaven af »D igte« af 1872, der udkom 1896 — og lige­ som hine tilegnet »Min Ven Dr. Georg Brandes« — findes et For ord, hvori man læser om den Brandes’ske Paavirkning og Opmuntring til Holger Drachmann, den næste af de danske »Gennembrudsmænd«,