GeorgBrandes

157

deres Væsen end ved deres V irken: de Ædle, de i stor Stil gode, de, i hvem det Godes Genius virker. Disse Mennesker ere Historiens Formaal. Nietzsche formulerer denne Sætning: »Menneskeheden skal uafbrudt arbejde paa at frembringe enkelte store Mennesker — dette og intet Andet er dens Opgave«. Det er den samme Formel, til hvilken adskillige af Samtidens aristokratiske Aander ere naaede.« I December samme Aar indeholdt »T ilskueren« en kraftig Indsi­ gelse mod disse Tanker, »Demokratisk Radikalisme«, skrevet af Ha­ rald Høffding, som dermed indledede den saakaldte Nietzsche-Strid, hvorom Brandes i sidste Bind af sit »Levned« siger, at den førtes med unødig Skarphed fra begge Sider. »Min Modstander havde ikke det rette Indtryk af hvad Nietz- sches Skrifter vilde komme til at betyde som Indsats i Samtidens aandelige Liv, og betragtede det som en Særhed af mig at tillægge dem saa megen Vægt. Jeg for min Del lod mig forlede til drillende Spotterier.« Høffding sluttede sine Indvendinger med at fastslaa, at Nietzsche sikkert var sjælden begavet, men ikke filosofisk , idet han manglede den filosofiske Interesse og Resignation; særlig den antipatiske Stem­ ning var hans Styrke, men bag det hele ligesom mærkede man det sy­ geligt forvredne. Brandes replicerer med Artiklen »Det store Menne­ ske Kulturens Kilde«. Den indleder med en bemærkelsesværdig Passus, som røber en af Grundene til, at nærværende Kapitel ikke rummer mange flere »F ejder«, som man kunde tænke sig Brandes indblandet i: »Det er ikke mine Vane at besvare Angreb eller Kritiker. Ikke at jeg miskender eller undervurderer deres praktiske Betydning; hvad Værd de end for øvrigt have, men jeg er saa hyppigt eller rettere saa stadigt Genstand for dem, at Besvarelsen vilde tvinge mig til hvert Ø jeblik at forlade selvvalgte Sysselsættelser. Denne Gang har jeg imidlertid haft det Held at blive Genstand for et vel­ ment Angreb af en Mand, der staar h øjt ved Talent, højere endnu ved Kundskaber og Karakter, og jeg vil da ikke nægte mig den Fornøjelse for en Gangs Skyld at kritisere min Kritiker.« Og han slutter Indlægget: »Udtrykket Aristokratisk Radikalisme har jeg derfor ikke fo r­ met alene af theoretiske Grunde for at give en slaaende Betegnelse for en fremmed Forfatters Tankegang, men for at markere den ny Tendens, jeg selv har søgt at udvikle i nordisk Aandsliv, med et Navn, der ved sin Besynderlighed vilde fremkalde Studsen og brænde sig ind i Læseverdenens glemsomme Erindring.«