GeorgBrandes

161

»Coriolanus« strømmer over af Foragt fo r Folket, for Menigmand som Hob og Masse, fo r de Uvidendes Dumhed og Ustadighed, Slave­ sjælenes Fejghed og Utaknemmelighed, deres Føreres Lavhed. Men den lidenskabelige Foragt, der fylder Shakespeares’ Sind, tager endnu en tredje Gang T illøb og faar sit stærkeste, vildeste Udbrud i det Værk, han nu tager for sig. Explosionen i »T im on« gjælder intet enkelt K jøn, ingen enkelt Stand, intet enkelt Folk, ingen Klasse eller Brøkdel af Menneskeheden. Den foraarsages af den rene, Intet og Ingen undtagende Menneskeforagt.«1) I det følgende Kapitel gennemgaas nu »T im on «, og Brandes indle­ der det næste: »Og saa var det da sagt, dette Bitterhedens sidste, vildeste Ord. Den sorte Sky havde udladt sig — og Himlen blev langsomt ren paany. Det synes, som om Shakespeare har befriet sig for Græmmel­ sens værste Pine ved at give den Ord og Form og som han har aandet op nu, da gjennem det i Aaringer stegne Crescendo det højeste Forte var naaet, og Intet mere tilovers at sige.« Modgang og Skuffelse avler Bitterhed og Menneskeforagt, der hos Digternaturen atter kan inspirere til storladne Værker — som lige paa­ vist. Man vil næppe kunne frakende Georg Brandes en lignende Inspi­ ration, naar man har læst hans Shakespeare-Biografi eller andre af hans mere betydelige Værker. I sin Kamp for det daglige Brød fandt han Modgang, og han følte sig en Overgang sku ffet og svigtet af Folk som Drachmann, Gjellerup, Johannes Jørgensen, og flere andre — og det satte Ar i hans Sjæl, selv om han ligesom Shakespeare skrev sig løs af meget, idet han iklædte sine Helteskikkelser sit eget Væsen, lod dem fremstille sine Idealer. Selve Inspirationen og Fremstillingsmaaden i de efterfølgende Lev­ nedsbøger kan til en vis Grad siges at gentage sig, blot i mere populær Form. Der ligger ellers næsten en Snes Aar mellem Brandes’ Shake- speare-Bog og hans næste Heltebog, der handler om W olfgang Goethe. Foruden af 3— 4 mindre Værker er Brandes i den mellemliggende Tid optaget af Udgivelsen af sine »Samlede Skrifter«, sit »Levned« og skriver en Mængde Smaaartikler og Kronikker (»Skikkelser og Tan­ ker«), kun afbrudt af hyppige, mest kortere Rejser, særlig til Karlsbad og Paris, plaget af en stadig mere generende Aarebetændelse, der nødte ham til at udføre mange af sine Manuskripter i Sengen.

’) Nævnte Værk, Bd. III, S. 175.

li