GeorgBrandes

167

de udsat sig for at forbause Læserne. A ltfor tidt har den literære Popularitets Betingelse været denne: tam, tammere, tammest. Man burde vistnok være noget tilbageholdende med Hensyn til at lægge sin Forbauselse for Dagen. Det er jo nemlig en flov Hi­ storie, naar man saa et halvhundred Aar derefter skal forsikre, at det, der i sin Tid forbausede, nu opfattes som en Selvfølgelighed, om hvilken alle fornu ftige Mennesker er enige, saa det en Gang Forargelige nu er en Truisme, der overhovedet ikke drøftes mere mellem nogenlunde udviklede og fremskredne Personligheder. En nu 55 Aar gammel Bog »Emigrantliteraturen« forbausede i sin Tid som en Urimelighed eller Frækhed, afstedkom stort Postyr i den danske Presse, og indeholder nu neppe en Linie, som overrasker og ikke længst er godkendt som ret uskyldig Ytring af en ung, endnu uerfaren Mand.« Derefter gennemgaas særlig de Skrifter i Ny Testamente, der tager Sigte paa Apostlen Paulus, som Brandes synes er blevet favoriseret paa de andres Bekostning; i Rom mener han overhovedet aldrig Petrus har sat sine Ben, og naar han alligevel indtager Stillingen som Romerkir­ kens første Pave, beror det paa en Sammenblanding med den romer­ ske Mythologis Gud Janus, der her staar som Himlens Dørvogter; og- saa Apostlen Peter er en Sagnfigur. Nogle Uger før Brandes’ Død i Februar 1927 kom »Urkristendom«, i hvis første A fsn it »Communisme« han gør gældende, at Kristendom­ mens stærke Udbredelse dengang i ikke ringe Grad skyldtes den Om­ stændighed, at dens sociale Præg virkede dragende paa de mange, der led under det haarde Romerstyres Vilkaarligheder og de deraf flydende daarlige Levevilkaar, medens 2. A fsn it om Paulinismen uddyber Prob­ lemerne fra den foregaaende Bog om Petrus og særlig gennemgaar »Apostlenes Gerninger.« Paa Bogens sidste Side slaas dette »Hovedpunkt« fast: »Der lader sig ikke skrive noget »Jesu Liv.« Kilderne er for usikre. Jo mere man studerer Evangelierne, des mere opløser alt Legemligt i dem sig i Skinlegemlighed, og den Overbevisning paa­ trænger sig enhver ærlig Forsker, der ikke er fordummet ved Overleveringen: den ældste Kristendom stammer ikke fra nogen enkelt Personlighed; den blev frembragt af talrige virksomme Kræfter, udgik fra Alexandria og fra Rom ikke mindre end fra Jerusalem, og den fik sit Grundpræg af Tidsalderens religiøst far­ vede F ilosofi. Den, der udtaler dette, lader sig lede af en Pligt og Dyd, som for vore Dages Skinhellige ikke er til, og paa hvis Fortrængelse al deres Medgang beroer: Sandhedskærlighed.«