GeorgBrandes

178 gamle Have. Den Opgave at vurdere den danske Digtnings Herlig­ heder løste han — inden for visse Grænser, som dikteredes af For­ holdene og hans egen Natur, med Genialitet. ... han skabte det Grundlag for Opfattelsen af vor Litteraturs Udvikling og Højde­ punkter, som i det hele endnu stadig har Gyldighed for os, samti­ dig med at han i Enkeltanalyser gav en Vejledning til Skønheds Tilegnelse, som aldrig er givet bedre.« Jørgen Bukdahl omtaler Brandes i »Dansk national Kunst« 1929 i Kapitlet om Gennembrudets Fronter; han slutter: »Hjertets Renhed er at ville eet, denne Sætning Kierkegaard skabte ud af sit splittede Sind ramte Georg Brandes’ Hjerte, det skønne og det naive deri, som gav ham Evnen til at beundre, og glemme sig selv i Beundring. Han har ofte (og med kritisk Ret) spejdet efter Bekræftelse paa egne Meninger i den Skikkelse han behandlede, eller efter egne Træk i det Ansigt han tegnede, men han glemmer dette over Skønheden i Kunsten han behandler, en­ ten den findes hos Voltaire eller Brorson. Og han kan faa andre til at beundre. Og til syvende og sidst, hans Virksomhed betød dog noget for ham, han satte sin Sjæl i Pant og lod den ikke udløse af fattig Fordel, vi kan have andre Meninger om dit og dat, gaa ud fra andre Forudsætninger, fordi vi tænker ud fra andre Oplevelses­ kredse og ud fra anden Tidssammenhæng, han kæmpede dog for Aand og Aandsliv, der er ogsaa Mod at hente i det i en Tid, hvor der rafles om Kultur til den billigste Pris paa Torvet ...« Seminarieforstander Georg Christensen har udgivet Dansklærerfor­ eningens »Udvalgte Stykker af Georg Brandes« 1916 og skriver i Ind­ ledningen bl. a.: »Man har regnet ud, at Brandes har givet over 150 Portrætter — derimellem ogsaa fra Digterværker, hvis Figurer han først har gjort rigtig levende for den almindelige Læser. — Disse Portrætter vidner om hans kritiske Liberalisme, hans vidtfavnende Intelli­ gens og verdensvante Menneskekundskab. Man han har alligevel nok bedst forstaaet de oprørske, trodsige Naturer — ikke de barn­ lige, folkelige — Kierkegaard, men ikke Grundtvig f. Eks. Og som han har søgt personligt og derfor skriver med Lidenskab, saadan har han ogsaa ofte faaet et personligt Facit ud — æggende til Modsigelse, men ogsaa vækkende til Selvtænkning. Derfor har han dog ikke glemt det æstetiske. I mange Bøger har han givet fine Analyser af Skønhedsværdierne uden at spørge om hvorfra og hvorfor (Staffeldts, Chr. Winthers og Aarestrups Lyrik — i Goethebogen rundt omkring og mange andre Steder). Alle senere Litteraturforskere staar i Gæld til ham — udover de rene Biografer og Kildeforskere og Udgivere. De psykologiske,