GeorgBrandes

1 9 0

skylder forresten Brandes at sige, at det var ingenlunde hans Fest­ tale, der gav Festen det uheldige Præg.« I Anledning af Brandes’ 70-Aarsdag skrev den til K. F. U. M.-Be- vægelsen knyttede Præst, Olfert Ricard, bl. a.: »Han er den eneste Fjende, jeg elsker. Det er umuligt andet — al den Glæde han har beredt en. Han lærte os at elske det danske Sprog. Han lærte os at tænke friere, gav os større Synskres og vak­ te vor Lyst til at vide mere. Han talte frygtløst de undertryktes Sag alle Steder, talte frit i Tyskland om Sønderjyders og Polak­ kers Ret og satte sin Popularitet i Vove. Derfor læste jeg aldrig om, at han nu igen laa paa Hospitalet for Aarebetændelse, uden at sende ham et God Bedring i Tankerne. Og jeg har længtes i Aarin- ger efter det nye, store Værk fra hans Haand. Skal det aldrig kom­ me? Hvorfor skrev han os ikke Bogen om Goethe? Men Fjende er han. Og han, som altid tog sig af dem, der led Uret, han gjorde selv et Liv igennem den Aandsmagt Uret, som han aldrig ret lærte at kende. Hans Stilling kan for en Del und­ skyldes: ilde blev han behandlet af dem, der ikke altid med lige stor Ret gav sig ud for at repræsentere Kirken og det bestaaende. Tilsidst kunde han kun se Dumhed og Hykleri og Myndighedsmis­ brug der. Ak, den Slags blomstrer ligesaa frodigt udenfor Kirken; og med Kristendom har det intet at skaffe.« Ove Rodes Tale ved Studentersamfundets Mindefest for Brandes stod i »Tilskueren« under Titlen »Personlighedens Eksempel«; heri udtaltes (S. 2 2 1 ): »Tiden kan skabe andre Idealer end hans, som de skiftede for ham selv. Opfattelsen af Frihed og Ret kan ændres, som den æn­ dredes for ham. Men Kraften i hans Personligheds Forkyndelse af Frihed og Ret vil blive uforandret. Man har paany nævnet noget fremmedartet i hans Væsen, noget, der stødte an mod det Billede af Danskhed, nogle har dannet sig. Lad det ialfald for Himlens Skyld ikke være hans hensynsløse uselviske Mod, der virker frem­ medartet! Hvor tit nedbrød han ikke, hvad han havde bygget op for sig selv af Tilslutning, Hengivenhed, Ærbødighed og Beun­ dring; fordi det brændte ham i Sjælen at tale for hvad han ansaa for Ret og imod hvad han ansaa for Usselhed. Som han selv kunde vurdere Egenskaber, der virkede i Tjene­ ste for Ideer, som han forkastede, saa lad Danmark erindre hans Mod, hvor og naar han gjorde en saadan Indsats for eller imod Ideer og Mænd, hvad enten det havde dem kære eller ønskede dem bekæmpet.« P. A. Rosenberg har i sine 1935 udgivne »Erindringer« givet Læse