GeorgBrandes

15 gere Tiders Hang til Udslettelse gennem Ubemærkethed.« Man forstaar paa Baggrund heraf, at det næppe er meget ved Siden af, naar hans ældste Søn i sin Beretning fra de stormfulde Aar efter de første Uni­ versitetsforelæsninger skriver om Faderen: »De uafbrudte Spotterier og Forhaanelser i det offentlige Liv gjor­ de især deres Virkning ad indirekte Vej. Mens de slet intet Indtryk ef­ terlod paa min Moder, der en Gang for alle troede paa sin Hr. Søn og som var for udviklet til at anfægtes af Omverdenens Skraal, tog min Fader, der var af langt blødere Stof, sig dem umaadeligt til Hjerte. Han læste hver eneste Artikel, selv den giftigste, i hvert eneste Blad; hans Standsfæller blandt Købmændene sørgede for at vise ham dem, han oversaa, og han fandt desuden Bladene hver Morgen hos sin Bar­ ber. Han kunde ikke skønne eller skelne, hvor megen Ret eller Uret Angriberne havde; men han følte Angrebene som Vanære, og sørgede over, at jeg saaledes havde ødelagt og dagligt ødelagde min Fremtid. Hans Græmmelse og Harme fik snarere Luft overfor min Moder, end overfor mig; det var pinligt for hende at se, hvorledes han led, og van­ skelig at tale ham til Rette, naar han var vred.«1). Farfaren til Brandes’ Mor var Silkefabrikant Emanuel Bendix (ca. 1747— 1813), der efter 1770 at være indvandret fra Ungarn 1774 blev gift med Susanne Levy (1753— 1837). Den tredie Søn i dette Ægteskab var Grosserer Benzon Bendix (1788— 1861), som med sin første Kone, Birgitte Jacobsen (1789— 1829) bl. a. fik Datteren Emilie, Brdr. Brandes’ Mor, der fødtes 1818 og døde 80 Aar senere. Hvad hun kom til at betyde for sin ældste Søn, foreligger der talrige Vidnesbyrd om. Selv skriver han: »Efterhaanden gik det op for mig, at der ikke var Nogen, hvem det var vanskeligere at handle til Behag end Moder. Ingen var sparsommere med Bifald end hun, og al Følsomhed var hende en Gru. Hun traadte mig i Møde som den overlegne Forstand, rettede og opdrog mig gennem Satire. Tanterne kunde man imponere, al­ drig hende. Den dybe Sky hun havde for at røbe Følelser eller snakke om dem, den Kløgt, der boede bag hendes Pande, det gen­ nemført Kritiske, Skarptskuende i hendes Anlæg, det spotske Lu­ ne, der var saa fremtrædende hos hende især i hendes Ungdom, gjorde, at jeg overfor hende havde en Fornemmelse, der virkede styrkende paa Karakteren, den, at hun ikke blot havde en Moders Hjerte for mig, men at et saare godt Hoveds to kloge og prøvende Øjne saa ned paa mig. Rationel, som hun helt igennem var, mødte 3) Levned II, S. 89—90.