GeorgBrandes

19 Brandes’ Barndom er iøvrigt ikke saa væsensforskellig fra den jævne Borgers — en lille Citatrække fra hans egen Beretning om den vil faa mange Læsere til at nikke genkendende: »... Man var lille og iagttog Verden fra neden af opad. Alt det, der foregik, skete over En. Alle saa ned til En ... Dagens ærger­ lige Øjeblik var det, hvor man skulde i Seng. Med Hensyn til Sen­ getid var Forældrene mærkeligt fordomsfulde. Netop naar man morede sig bedst ... Men der var dog ogsaa smukke Øjeblikke, naar man var kommen i Seng. Naar Mor kom ind og bad Aften­ bøn med En, og man laa der godt omgærdet af det høje Sprin­ kelværk ... At der var Krig, gav Tinsoldaterne en helt ny Inter­ esse. Man kunde ikke have Æsker nok deraf. De opstilledes i Kom­ pagnier og Batailloner; de udfoldede sig til Angreb, stormede, saa- redes og faldt ... Med Gyngehesten fulgte efterhaanden mere og mere Krigstilbehør. En blank Hjælm til at spænde fast under Ha­ gen, med hvilken man saa helt statelig ud; et Kyrads af virkeligt Metal som Hestgardens, og en kort Stødkaarde i Læderskede, som kaldtes med det fremmede Ord Hirschfänger, og var et frygteligt Vaaben for Ens smaa Brødre...« Af mere speciel Karakter er den ofte citerede, gribende Hændelse, hvor den lille Fyr — efter gentagne Gange at være vrænget efter som Jøde — en Dag tager Mod til sig og spørger sin Moder: Hvad betyder det, Jøde? og der udvikler sig følgende Replikskifte: »Jøder, det er nogle Mennesker. — Stygge Mennesker? — Ja, undertiden ret grimme Mennesker, dog ikke altid. — Kan jeg faa en Jøde at se? — Det kan du godt, sagde Moder, og løftede mig rask op foran det store ovale Spejl, der hang over Sofaen. Jeg ud­ stødte et Skrig, saa Moder hurtigt satte mig ned paa Gulvet, og jeg viste mig saa forfærdet, at Moder fortrød, hun ikke havde for­ beredt mig.«1) Selv har Georg Brandes sat sit Hjem det smukkeste Minde i følgen­ de Ord, der synes knyttet til Forældrenes Guldbryllupsdag i Januar 1891: »Jeg skyldte dem, i min Opvækst at have havt et virkeligt Hjem, hvad poetisk kaldes en Arne. Arnen er jo ikke Stene, men Hjerter. Og jeg følte det, midt i adskillig Modgang og under smerteligt Tab, som en Lykke at have faaet Lov til at beholde mine Forældre. Alt paa Jorden er jo saa usikkert, og har man noget Godt, lever man i stadig Angst for at miste det. Trods al Uro, jeg havde følt, for at *) Levned I, S. 20. 2 *