GeorgBrandes

22 sige, han var for dens Undervisning, som han fandt gammeldags og manglende Anskuelighed, selvom den »især naar Hensyn tages til, hvor prisbillig den var, maa kaldes god, omhyggelig og omfattende«. Og han udtaler videre: »Undervisningen kunde have været Fornøjelse. Det var den al­ drig, eller dog kun i Dansk. Men i Barneaarene og de første Dren- geaar var den frugtbar. Den laa over Drengeaarene som en Tvang; dog Tvangen var gavnlig. Først da jeg naaede Fjortenaarsalderen, led jeg under det Spild af Tid, som fandt Sted for at de dovneste og dummeste Drenge kunde følge med de flittige og opvakte. Der toges altfor meget Hensyn til dem, der ikke gad arbejde eller ikke kunde forstaa. Og fra Sekstenaarsalderen af blev da ogsaa Skole­ gangen ren Fortvivlelse for mig. Jeg var færdig med det Hele, ude over det Hele, altfor udviklet til længer at kunne finde mig i Lek­ tievæsenet; mit Aandsliv pulserede slet ikke mer i Skolen. Hvad der optog mig, var Stræben efter at blive Herre over det danske Sprog i Prosa og paa Vers og Grubleri over Tilværelsen. I Skolen lagde jeg oftest i ren Opgiven af Ævred Hovedet ned paa mine Arme for hverken at se eller høre, hvad der foregik omkring mig.«1) At dette sidste kunde passere vil maaske undre en og anden, der vel snarere vilde tænke sig Datidens Disciplin en Kende skrappere end vor Tids; i samme Retning gaar et lille Intermezzo, Brandes beretter om fra den Tid, samtidig med at det giver et Billede af dens højst ude­ mokratiske Indstilling: »Der sad paa nederste Bænk en Dreng, som var yderst maade- lig begavet, desuden uvidende af Dovenskab; ham var tilladt hvad der var alle andre forbudt; han var Stamherre til et stort Lensba­ roni. Han kom altid for sent i Skole, endda han kom ridende, fulgt af sin Tjener paa en anden Hest. Han bar høj Silkehat og anbragte den ved sin daglige Indtræden i Klassen ikke paa den Knage, som var hans og hvor han frygtede, den kunde blive Genstand for Over­ last, men i Skoleskabet, hvor ellers kun Læreren havde sine Sager, og den høje Hat, der omsluttede et saa adeligt Hoved, imponerede Lærerne saadan, at ikke én af dem krævede den fjernet. Ogsaa fandt de sig som Lam i, at Stamherren gik hjem midt i den sidste Time, ifald Tjeneren med Ridehesten var der for at hente ham.«2) For en Fuldstændigheds Skyld tilføjer Brandes en Bemærkning om, at samme adelige Døgenigt drev det til intet ringere end M in ister!

") L evned I, S. 40. 2) L evned I, S. 42.