GeorgBrandes

27 ældede, om end i sig selv og for deres Tid værdifulde nok. ... Imidlertid drev Forholdene i m it Hjem til nu uden videre Vaklen at begynde et Fagstudium . De Udsigter, Literaturen bød, var alt­ for fjerne. Til Naturvidenskaberne havde jeg intet Anlæg; det Lo­ giske i mine Evner syntes lettere at kunne trænge ind i Retsvæse­ net; det juridiske Studium blev da valgt og begyndt.«1) Forelæsningerne fandt Brandes var forfærdelige, nærmest dødke­ delige; trods en baade dygtig og elskværdig Manuduktørs Anstrengel­ ser lykkedes det ikke at afvinde Stoffet ret meget Interesse, alene Rets­ filosofien fordybede han sig med nogen Glæde i. »Paa samme Tid som det juridiske Studium begyndtes, anlagdes et filosofisk og æstetisk Studium efter en stor Maalestok. Dagen inddeltes fra Morgen til sildig Nat, og der var Tid til Alt, til de gamle og nyere Sprog, til de juridiske Timer hos Manuduktøren, til de filosofiske Forelæsninger, som Professorerne H. Brøchner og R. Nielsen paa Universitetet holdt for Viderekomne, og til selv­ stændig Læsning af videnskabelig og historisk Art.«2) En af hans tidligere Lærere, Dr. Oscar Siesbye gennemgik adskil­ lige af de græske Tragedier og romerske Komedier med Brandes, Kam­ meraterne Fr. Nutzhorn læste Edda og Niebelungenlied i Grundspro­ gene, Jens Paludan-Muller Det nye Testamente paa Græsk og Julius Lange Aischylos, Sofokles, Pindar, Horats, Ovid og lidt af Aristoteles og Theokrit med ham — alene læste han Catullus, Martial og Cæsar. Nogen egentlig Inspiration mærkede Brandes først i 1861, hvor han begyndte et samvittighedsfuldt Studium af Heibergs filosofiske Skrif­ ter, satte sig ind i dennes spekulative Logik, herfra gik over til at stu­ dere den tyske F ilosof Hegels Værker og senere ogsaa Kierkegaards. Men samtidig voksede en Art sjælelig Krise frem hos Brandes — hans hele Følelsesliv kom i voldsom Svingning, krydsedes af religiøse Strøm­ ninger og faldt først til Ro efter henved halvandet Aars mangeartede Selvprøvelser. Han konstruerede forskellige »Lignelser« og forelagde dem for sin Ven og Lærer, Professor Brøchner; men denne — fortæl­ ler Brandes — »afviste dem som intetsigende og gav den simple Re­ degørelse, jeg ikke kunde negte min Tilslutning, at der var Intet, som tydede paa fortsat Liv for den Enkeltes Jeg efter Døden, tvertimod talte Alt derimod. Saa forstod jeg da, at i hvad jeg kaldte Panteismen havde den En*) L evned I, S. 107— 08.

2) L evned I, S. 110.