GeorgBrandes

Rejser. Forhold til Skandinavien og Udlandet.

Saalænge der fin d es et Bjerg, en Sø, et Land, som jeg ikke har skuet; saalænge der gives en dejlig Mø, for hvem ej m it Hjerte har luet ........ saalænge har m in Sjæl ikke Fred, den van d rend e R id d er maa vandre. Ve m ig, der b eh øver en E vighed og dog maa dø som de Andre!

(»U ngdom svers« S. 2 2 ). S aaledes digtede Brandes i 17-Aarsalderen — og blev dog over 24 Aar, inden han kom ud paa sin første større Rejse til Udlandet. Men han saa paa mange Maader rigtigt i dette sit Fremtidsperspektiv; den vandrende Ridder, som saa snart Helbred eller Humøret svigtede, naar Luften herhjemme blev for kvalm eller Aviserne for nærgaaende, drog udenlands for at hente frisk Mod, ny Inspiration og for at hvæsse sin Klinge til Dyst paany. Brandes havde allerede i 1859 været i Udlandet, nem lig i Goteborg, hvor han boede hos en af Moderens Veninder, hvis da 12-aarige Datter var udpeget til hans Barnebrud; gennem en Maaned deltog han her i svensk Familie- og Selskabsliv og fortæller selv, hvordan han tilegne­ de sig »ethvert Indtryk af Natur og Mennesker med en glubsk Appetit, der gjorde disse Indtryk uudslettelige for Livet. Min Fantasi hav­ de i hin Sommermaaned gjort ethvert Sammentræf med en ung Pige til et Eventyr og bemægtiget sig ethvert Landskabsbillede med en Inderlighed som den, Landskabsmaleren i Reglen kun besidder overfor en Egn, hvori han særlig er hjemme.«1). Syv Aar senere — i 1866 — ledsagede Brandes den gamle Politiker, Konferensraad C. N. David paa en Sommerrejse til en Kunst- og Indu- *) Levned I, S. 182. 3