GeorgBrandes

39 Hvad Aandsfriheden angik, der af nærliggende Grunde laa mig mest paa Sinde, var overhovedet slet ingen Sammenligning mulig. Den Forskningens Frihed, for hvis Anerkendelse jeg kæmpede i Danmark, var i dette Samfund gennemført, en Sag, paa hvilken der ikke spildtes Ord. ... Om det sociale Spørgsmaal taltes der for­ domsfrit og lidenskabsløst. Intet lignede den fjantede Forskræk­ kelse, der havde mødt den begyndende Arbejderbevægelse i Dan­ mark. De fleste betragtede Socialismen som en Vranglære, men uden Had eller Vrede.«1) Indtrykket af Bismarck bliver ogsaa af stor Betydning for Brandes; han mindes den Forargelse, der mød­ te ham i Danmark og siger dernæst: »Her saa jeg nu paa Gaden, hørte i Rigsdagen, stødte i alle Samtaler og i hver Avisspalte paa Tidsalderens store Mand, han, hvis Færd overalt betegnedes med Stikordet H e n s y n s lø s h e d — hvilket Indtryk gjorde det ikke paa mig, da jeg i et af hans Breve ved Gennemlæsning stødte paa Sæt­ ningen (o v e r sa t): Jeg er omvendt ikke nær hensynsløs nok, snare­ re fejg. Den Sætning satte Staal i min Ryg. Den passede paa mig, var som skrevet for mig. Jeg havde jo, for at faa mine Lærdomme til at glide ned, ladet mig forlede eller overtale til et Maadehold i Polemiken, den havde vist sig aldeles unyttigt (»Forklaring og Forsvar«). Fra nu af var der ikke den Magt paa Jorden, der sku l­ de bevæge mig til at give Køb.«2) Fra Juni til Oktober det følgende Aar var Brandes atter i Tysk­ land; efter et længere Ophold i Berlin traf han i Dresden sammen med J. P. Jacobsen, Broderen Edvard Brandes og dennes unge Frue. De gjorde her fra adskillige Udflugter sammen, bl. a. til Tirol og sachsisk Schweiz. Alene rejste Brandes derpaa til München som Gæst hos sin gode Ven og Dusbroder, den tyske Forfatter Paul Heyse, som han hid­ til kun havde staaet i Brevveksling med. »Som adskillige Mænd udvikles gennem en Rækkefølge af For­ bindelser med Kvinder, af hvem de lærer mindst lige saa meget som de bringer dem, saaledes gives der Mænd, til hvis Udvikling det hører, at deres Aand en Tid lang indgaar Ægteskab med en anden Mands Aand. Her finder da en gensidig Befrugtning Sted. Paa denne Maade er ikke sjældent m in personlige Udvikling fore- gaaet.«3) Her har vi da en Slags Forklaring paa de mange frugtbringende udenlandske Bekendtskabers Betydning for Brandes, Forklaringen paa

’) Levned II. S. 116— 17. 2) Levned II. S. 119— 20. 3) Levned II, S. 126— 27.