GeorgBrandes

42 Det gik først over Styr under Sædelighedsfejden 1886— 87, der fin ­ des omtalt andetsteds. Bjørnson mente i en af Brandes’ Artikler at finde en spottende Hentydning til sit Skuespil »En Hanske« — og be­ skyldte øjeblikkelig Brandes for Lumpenhed m. m. Dette Intermezzo af den om fattende Fejde findes refereret i Bd. 13 af Brandes samlede Skrifter (S.476— 94 ), strækkende sig over fire Afsnit, det sidste betit- let »Mit Mellemværende med Bjørnson«. I en Artikel af Halvdan Koht i det norske T idsskrift »Samtiden« 1912, S. 79— 93 staar bl. a. den Artikel af Bjørnson, i et dansk Blad, som skal have været Indledningen til Venskabet med Brandes; det hedder heri om Brandes bl. a.: »Med lidenskabelig kraft, med et usedvanligt opbud af læsning og i en farverig, smidig fremstilling har han forfulgt sit maal — og den første virkning paa mig selv har været den, at jeg har lært ærbødighed for anderledestænkende iblandt os; thi jeg behøvede at lære det. Ved hver ny bog han har udgivet, har han øget min indsigt, fremdrevet min tænkning — og hvad der nu staar for mig som det vigtigste — ved sin ofte herlige skildring af overbevis­ ningstro mænd og deres skjæbne styrket min vilje. Han har gjort mig til en fortrøstningsfuldere arbeider i det evig unge aands­ samfund, som jeg tror at tilhøre.«1) Derpaa omtales den »nænsomme Hjælp«, Brandes ydede Bjørnson i en alvorlig Livskrise og paa anden Maade i Tiaaret 1877— 87, hvor­ efter de skilles paa den dybe Uoverensstemmelse i Sædelighedsspørgs- maalet, idet Bjørnson dog ønsker at fastslaa, at Brandes’ »Historie« vil være, at han paa et højst vigtigt Punkt satte sin Kraft ind i norsk Aandsliv. Alexander Kielland skal i 1880 have skrevet til Brandes: »De er den, jeg har lært mest af — mere end af nogen Lands­ mand; til Dem og Deres Broder føler jeg mig ganske anderledes knyttet end til nogen herhjemme; jeg er stolt af at føle mig i Aandsslegtskab med Eder...« »Og — tilføjer Koht — selv om Brandes ikke vedblev at være for alle de andre det som han altid var for Kielland: Feldmarschal- len, som satte hans Folk op og gav dem Mod og Slagorden, saa hadde han dog en gang for alle hjulpet dem til det avgjørende gjennembrud.«2)

*) Nævnte Tidsskrift S. 89 ff. 2) Samme Tidsskrift, S. 93.