GeorgBrandes

59 havde Ret til at indbringe Provisoriet i Folketinget. Brandes: Men hvis Ministeriet ikke anerkender Berettigelsen heraf, hvad saa? Der svaredes, at der i hvert Fald unndgaaeligt maatte komme det Ø jeblik, da Ministeriet sad i Klemmen, ford i det manglede endog en provisorisk Finanslov. Brandes: Hvis Ministeriet da hjæ lper sig paa anden Maade, ved administrative Foranstaltninger, hvad saa? Et indigneret Protestraab var Svaret, ingen vilde tro paa Mulig­ heden heraf, og under almindeligt Bifald rejste gamle Høgsbro sig og henviste til »Aanden i Folket«, særligt til den begyndende demo­ kratiske Stemning blandt Studenterne. Og med nogle mellem A l­ vor og Spøg balancerende Ord af Brandes om de danske Studen­ ters »Død for Polen« i 1863 sluttede da Ordskiftet. Men der var en og anden, hvem det den Aften løb koldt ned ad Ryggen.« Brandes’ Syn paa Forsvarssagen, som staar omtalt sidst i 18. Bind af Samlede Skrifter, var — som man vil kunne se — mindre konse­ kvent. I den sønderjydske Affære »W ildenradt-Krabbe-Sagen« deltog Brandes ogsaa, idet han paa Valgdagen 3. April 1901 talte i Kalund­ borg mod daværende Herredsfoged og Folketingsmand Christopher Krabbe, der ved Afstemningen kun opnaaede 1227 imod 1273, men alligevel erklæredes fo r valgt, da der ikke fremstillede sig nogen Mod­ kandidat.1) Medens Talen er om Politik, skal et lille A fsnit gengives af Axel Fraenckels Artikelrække i »Akadem isk Tidende« 1931 om »Georg Brandes’s Syn paa Samfund og Politik«, hvori det Side 72 bl. a. hedder: »Ingen bestemte Retninger har kunnet tage ham helt til Ind­ tægt. Socialisterne vidste, han var ikke Demokrat i almindelig For­ stand og ikke Marxist. Venstre støttede han kun i Provisoriekam- pen, og de Radikale haanede han for deres Stilling i det statskir­ kelige Spørgsmaal (Socialdemokraterne for Resten ogsaa). Han er kun taget helt til Indtægt og kan det kun af dem, der søger at tænke og handle europæisk. Ved sit Arbejde og sine Kundskaber, i Fred og i Krig, er han den store Europæer. Trods et og andet impulsivt Udbrud, trods en og anden skeptisk Sætning er hans realistiske Pacifisme modig og følgestreng. Som Urettens og den politiske U fornufts Bekæmper bør han huskes i en Tid, hvor uanset foreløbig politisk Udvikling den offentlige Mening — der kun er 100 Aar gammel — er ved at blive europæisk. Socialt var han aldrig nogen Kæmper, der var heller ingen be­ stemt Idé, der helt tog ham. Men som han troede paa sociale Re-

’) Niels Hjort: »Krabbe-Affæren«, 1905, S. 60—63.