GeorgBrandes

81 Selv hævder Brandes i »L evned «: »Tudede der en Storm fo r ­ oven i mit Sind, var der dog altid en vis vellydende Samklang paa Bunden. I K jøbenhavn — fortæller Brandes videre — havde en Dag en meget alvorlig gammel Kristen sagt til m ig: »A t de Menne­ sker, som skriver saadan imod Dem, dog ikke betænker, hvilken Bitterhed og hvilket Had de avler i en ung Mands Sind, som faar en saadan Behandling. Han maa jo føle sig som et Umenneske og blive det. Jeg undser mig og skammer mig, naar jeg maa opleve, at al den Ondskab faar Lu ft i Kristendommens Navn.« Hans Bekymring var overflød ig; jeg kunde aldrig gaa op i Bit­ terhed eller Surhed. Selv naar det var, som skulde jeg kvæles af Menneskeforagt, som slog dens Bølger sammen over mig — og den Tilstand kendte og kender jeg — vedblev jeg at have Følelsen af Kosmos, en Skønhedsverden.«1) En Slags indirekte Selvkarakteristik kan man maaske benævne det Citat, som Brandes nævner i sin mest personligt prægede »Heltebog«, Shakespeare-Biografien, hvor han anfører en Passus af Garnetts Shakespeare-Bog, »ford i den paa en mærkværdig Maade passer ind i den Grundopfattelse af Shakespeare’s Udviklingsgang, som er frem- stilt i dette Sk rift:« »A t denne Don Quichote-agtige Højde af Storsind ikke over­ rasker hos Prospero, det røber, hvor dybt nede i Shakespeare’s egen Natur hans Væsen grunder. Stykket (Stormen) viser os bed­ re end noget andet, hvad Livets Disciplin havde gjort ud af Sha- kespeare ved 50-Aars Alderen. Bevidst Overlegenhed, uplettet^ af Hovmod, livlig Foragt fo r det Middelmaadige og Lave, Overbærenhed, hvori Foragt indtræ­ der fo r en meget betydelig Part, Sindsklarhed, der udelukker li­ denskabelig Kjærlighed, men ingenlunde Ømhed, Intelligens, som rager op over Moraliteten, dog uden paa nogen Maade at form ind ­ ske eller fordærve den: det er de aandelige Træk hos ham, i hvis Udvikling Verdensmanden havde holdt Skridt med Digteren.« ...« Som ung lod Brandes sig ikke i stærkere Grad berøre af de An­ greb, der rettedes mod ham, svarede sjældent paa dem, medens han i de senere Aar ved forskellige Lejligheder lod en irriteret Snærren høre — mange vil mene, at Forbigaaelsen i Professorspørgsmaalet var den dybereliggende Aarsag, ligesom den tiltagende Aarelidelse sikkert og- saa har spillet ind. Henri Nathansen finder, at man i hvert Fald kan fremdrage Georg Brandes’ Troskabsfølelse overfor Danmark som den røde Traad i hans *) Levned II, S. 145. 6