IstedgadeOvergiverSigAldrig

9

Istedgade — en brændende Ovn.

I de kritiske Dage før den første Verdenskrig i 1914 gik der en Hedebølge over Europa. Solen stod paa en skyløs Hammel som e t glødende Krater, og der var dem, der vovede at paastaa, a t Solen var den egentlige Krigsvolder, fordi den fik Hjernerne til a t boble. E r der forøvrigt noget urime­ ligt i at antage, a t en saadan kraftig ydre Paavirkning kan være skæbnesvanger? I saa Fald er der Grund til a t minde om, a t ogsaa Juni-Dagene i 1944 var glødende. Lys og Skygge stod i skarpeste Kontrast, men uden større For­ skel i Temperaturen. Sveden dampede af Kroppen paa En. Man var afvekslende lad og pirrelig. Istedgade var som en brændende Ovn. Der var næsten ikke til a t aande. Alle Gadens Tusinder af Vinduer stod spæraabne og strittede stift ud fra de snavsede Facader, saa a t man kom til at tænke paa Fisk, som udenfor deres Element krampagtigt vider Gællerne ud. Tilmed var Luften fuld af sur Brandos, hvis der endelig kom en svag Luftning nede fra Havnen. Her var hvert andet Brunkulslager ved Selvantændelse kommen i Glød og fik Lov til at brænde og gløde videre, fordi Brandvæsenet hverken havde Materiel eller Mandskab nok til a t bekæmpe disse Brande, naar alle andre Opgaver skulde passes. Den sure Os trængte ind alle Vegne og fik Folk til a t sukke efter Skov og Strand eller Kolonihave, en Længsel, der blev til Desperation, efter a t Tyskerne havde lavet Spærretid som S traf for den over- haandtagende Sabotage. E fter Kl. 20 var man henvist til a t sidde og svede stille i sine smaa Stuer. I deres sadistiske Trang havde Tyskerne begaaet en dundrende Dumhed. Solen gik ned for Enden af Istedgade. Lyset strømmede som en Ildstrøm gennem Gaderne fra Enghave Plads til Hovedbanegaarden og fik En til a t knibe Øjnene sammen. F ra alle Huse lød der en Summen som fra Kuber med vrede