ØstifternesHusmandskreditforening_1880-1930

26

hævede V igtigheden af, at man ikke stillede for store Krav, saa der derved lagdes H ind ringer i Vejen for Forslagets Gennem# førelse i Landstinget. D et kunde vel med fuld Ret hævdes, at Sikkerheden kun vilde blive saa meget større for Staten, naar Vurderingsgrænsen sattes op, idet de m indste Panter ogsaa var de m indst sikre. Men heroverfor anførtes, at en saadan O rdn ing gennem Taksa# tionsgodtgørelserne vilde paaføre Staten forøgede U dgifter til Fordel for Befolkningslag, som ikke behøvede dens H jæ lp, sam# tidig med at andre Pengeinstitutter kunde klage over, at de kom ud for en statsunderstøttet Konkurrence paa Omraader, som naturligt hørte ind under deres Virkefelt. Resultatet blev, at Folketinget gik op til 5.000 Kr., men fik Beløbet nedsat til 4.000 Kr. i Landstinget, hvilket man derefter blev staaende ved, men rigtignok kun for et Par Aar, idet det snart skulde vise sig, at 4.000 Kr. var for lidt, særlig paa Øerne, hvor Ejendoms# priserne laa højere end i Jy lland. En anden Æ ndring, som fore# toges paa Folketingets Foranledning, var, at Laanegrænsen for jordløse Huse nedsattes fra H alvdelen til to Femtedele. D en voldsomste Kritik, som under R igsdagsforhandlingerne rettedes mod Lovforslaget, kom fra Godsejer Johannes Hage, hvis A rgum entation dog ikke gjorde synderligt Indtryk. »Jeg tror«, udtalte han bl. a., »at der vil vokse en overordentlig Mængde af disse jordløse Huse op. Jeg tror, at enhver Karl, der nu venter, til han har sparet sig lidt sammen for at kunne faa sit eget Hus, snart vil faa det Raad af en P rokurato r: Byg dit H us op, søg at faa en Smule Jo rd til Byggegrund, vi skal nok arrangere Laanet, de kontante M idler faar Du i Kredit# foreningen, Staten garanterer, byg dit Hus, gift D ig og former D ig (M unterhed). Ja, de Herrer maa gerne le, men jeg lægger Eftertryk paa, at Resultatet af denne Lov vil blive, at Prole# tariatet her i Landet vil blive formeret«. I Sandhed eine grau# same Salbe! Men ogsaa en saa samfundsinteresseret M and som den nationaløkonom iske Professor William Scharling var mærkelig skeptisk overfor Lovforslaget, som han dog i sidste Instans veg