ØstifternesHusmandskreditforening_1880-1930

591738038

591738038 FR 6, KNUDTZONS B03TRYKKER1 « KØBÉNHAVN m

101 KØBENHAVNS KOMMUNES BIBLIOTEKER

'"Sif ,æiSK:S.T^6.iw«i« ^«;5!e»^^^rrs2^^«^**«*«^*^L,ff^’r!S222^2f2ææKKSi5«S--.....!>i!r!:,;:!:!":!:r;::::":!:i:;s:!:;:;i!i:i.nrtili • aaBBHssj j . : .........

»ijiii.ii.iiniiliiii/iiliiniiiiiliiii

rHri^ ',^™-*7," i'.W|.»i»IWIili.»|iiw"""^^M,l,l,l!,l!'M . Iflllllll.Ul.UUIIIIWlH» SIS

inriiiniiinxrtHi)

hx

riiifiiiMiioii.iiiiMiiiiiiiiirim'd'Irtf ,ii rjrtiiridtlririndOridrfrl/IOOrtoofi nt iiilMiwiil.liliirlii/niiMi/iniwtiiiiif. .jiririn.lOrHidOrinoodflOnrlrtlHi tmiiuulilitilililH‘uliiiutrliuiiiii /1 iniivtiiiiiiii!iivinilntniiinHi)tvU inrinriririilnililiirtitriiuUiniuiM r./huuiiiiiii'iiiiiii/niiiiliuiiiiimu HifiiiiuviiiitiUtilriUilriilltrfiUliul iiw.m'L'!.'!.'!!"!!!*!!! 1MMflfS, in»iMno,itintlii.Ht,u.riiliir.M,i,i,ioori MllllflllilM.lillMllhllim»' jHim»¡{I Hii»i tilmhi liinrtrtoi> 1 . tir.>i nr.nmi-lim KH/SuirWvM'^n00Ofiddfyjjtøf^ )■•,,I"•r•I...111 < I»I.^IK .... •11,'",. . . • liUiiiiiniHlililnrtrtnfidsirfiln^lffl inii/>iiiiijii|itiiiniliu»i»iiiii»»'.'*ivtj| |ij|jiii 10 iUlti!l,l| 1 .ldOdOiUfrlf 10 nO( l,i,11llllrtlll1.Hl(l|l,1.milj] H,iriilfldrt.lii» 1 .lihlihlll»lOiiHil''lfl l|iinirt^rtiin,(iiiuiin»iwi»i*«.i,«iiiia iii(rinfiiiiifiiin»'r»iiii i0iiiiiUtininim.Irtmi.lO.i.iO'* .iiinoiioiiHriito.ion.iiir'O'i "1 1 11111.UI.H1.1/111.'.1.1.llllH'lll1,1110.1 l 0 .iortrlooiiii,.iiii,ii!.irJOiloiiiin/ ¡1.1,10il>IOii|(.liiiU1OO0i1rii‘f0(1.1^ ,1,1.1,1,IrHliiil.lili.iiiiilrtriilOrtM.' 1|1,10.H1Ml1II.H1,lOOOirO.!.nil1.1i itiuiiiOHir.i.iooO.Kriniii.rjiiiii.l, ini)iioOonii,ut.i.i.Hirt,liiM,uJ/)/i. ii.iiui.iin.ii,i.iooiiiiiioi'oniHi,i- 1(l|iii,HiilrliiiHloor*00il0Oiulnr ijjiiiri0iHl.irlli(IOOriitri0iMJ;Ji)/f |,rilM.)0iui|iii0.l0riil»iilHUr(r‘ ,.iriOrlnon,11*000;.i100M,iiirirt ill»rWlonofi|ir1f1.10»11,1.1/10,ril lrtoi 1 i 1 |l!iri/ 1 rt,iil 0 'MI,loo,i 0 rii n.)/inri,iri»vniiiil»ioniHi.iriiHi inii;tiiilnoitfidOo.liiiioiiiui»»i »I.Hi.i.io.ioiiiiOniirioiHiiir'iHi.M lfliio»iriUoiio.irinoori»J*ir*o;,o{; ijnj 1 »«|JtiijOil(lliijO(iiMJfb*'l! 0 > 0 ‘ jil;1rt»wO»W10iliO»iiiiOo;t.umj'fj i(i,i»i,l|l;iOO»ir 1 IJO(»iJ(,iltiOO

K j

a B f a T

f n T

Ifif

T

n f 1 '

t

B f l ^ PW

g'"

nt

luinn/in

........... Hi:i.11*10 III

.. mniri'iM ,1,1111111:>l .

i:liin i ....ml,» i ...'I.. imi .,<>.•>

■ ■

M f a s s g s s a a l

^

i

r t P - p r r - r r r n i T r i . a c n n B H M i

B g S ^ 3 a B É s g

I

.IM0.H1. . j.;!"'

» t e : ..

3 0

i:::-:::;:::-:.;’:

;

:

:

f r.l1.Hl0inH.M.ro.1il0r10.H1OMnr "

„„„10,1,1,.,.»1,wi.in.l.l.l.l.roitinl

i ' » ' M B S l i æ i l i s S i S a s M f e s É s S

.........mi..,... m ,..ro". - : ¡{¡i;!;;;!;;,, „„„ir..«.«».»..'.«»»"'«"’»»»

• i ; ; ; , ............ »oroMW»^

HlllMnGn.MMinMIII'rJJiJ»»'* J{JiJI^^.HOJ.fOllrHlOllllOHMliltHlH 0 ' {J ^!{I{](J'JJ,il 1 ,i,ii>rlHMis»Mi.,i,f

i s i

in.»om ¡ 10 ,'OOHT.m (|,r.il,.>HI.O>» S S : :,r-r-r i

iiiii 1 ^ 7 ; r ™ u

MlirUHHllOin.lH^.,

i s i ' V é s H .•ii*iti, i .'iMiin.i.moomu ii.Hiiiiio.iiiO»/ i(.i.ii)»iiino.irHirfiiniiho.ii'uii'ii orioo»Hi.iini.irlni»,iii»Hioo,inn 11 imi* 1.1 nr- 1 'iMa..nm'•*1.un

..T) II lK{rtnnooH»W»io»»OdoM!MlUtij!! 1 'f 1 {!i!IJCi^irt»wrtii'io»lf^'rtrti 1 r,^ ,,'rt',”'\^?J!Jrt!)rtl 3 rt,lWii(lilriitnfk« 0 '«o»i»W"»"JJ'”f’^ rtrt|.n „„„„.inoii,»»OMilOjWrtOnom«•l*ooo !|,;l,,,|,l,t,i...Mlilorii»»Hfrlo,iMli »i|»i{ tM.i'iof.’W"^' j „1,1,100rl.iil,«rloMiiiOHi.iriiionro

(f,.i,,.,(,,,,HirtrtiV^iioooo»ioii,ioii 0 .i»iiiHf 1 iWrtrtnriii«»io.uioiiiloiH^m{V

,|{| 1 < 1 rtrtll|imi,,,,,,,,,,,,,,,,,,,1,1.1,10.010^

^ !!

, .10,liioiuimiorinoo^■»rv'ion,ur,Hint i ' i Mmnr1000»1011 . {

¡n' i,«,nJwOiirl»irHirtrMO»loiiri'iH»i|io»w; {^ , (|,,,,,,,,,,,,,,1,111,1,1,1,10.1,1,1.10, iihij OIO»jr

msitit&v’.xwx

.......................

-¡W4-sS

i l i i

i

v & ,

h %

3 3 , 2 3

n k

ØSTIFTERNES HUSMANDSKREDITFORENING

*

K R E D I T F O R E N IN G E N A F E JE R E A F M IN D R E E JE N D O M M E P A A L A N D E T I Ø S T IF T E R N E

*

1 8 8 0 — 1 9 3 0

KØBENHAVN FR . G. K N U D T Z O N S B O G T R Y K K E R I O. ENEVOLDSEN OG P. PETRI

Q 0 | . W « / rf>A t»7-

F O R O R D

D E N 7. September 1930 er der forløbet 50 Aar, siden Ø S T IF T E R N E S H U SM A N D S K R E D IT F O R E N IN G - eller mere fu ld stæ nd ig t: Kreditforeningen a f Ejere a f mindre Ejen= domme paa Landet i Østifterne — stiftedes, og Bestyrelsen har i den Anledning overdraget mig at udarbejde et Skrift om dens Fremvækst og Virksomhed i de forløbne Aar. Mine Kilder har foruden Foreningens A rkiv og aarlige Beretninger fø rst og frem= mest været Rigsdagstidende, ældre Aargange a f Dag= og Uge= blade sam t Memoirelitteratur og personalhistoriske Haandbøger. Endvidere er adskillige Oplysninger hentet fra »De danske Kredit= foreninger 1850—1900« og andre Jubilæumsskrifter, derunder Pro= fessor A r u p s »Creditkassen for Landejendomme i Østifterne 1866—1916« og det lige udkomne Værk a f P. L a u r i t s e n »De jyske H usmænd og deres Pengeinstitut«. Megen N y tte har jeg ogsaa haft a f Samtaler med Mænd, som hver paa sit Omraade vidste Besked om Kreditforeningen og dens Historie, særlig Di= rektør E b b e og Revisor D a n g a a r d , ligesom jeg er A ssistent K a y M a d s e n og andre paa Foreningens Kontor Tak skyldig for beredvillig Bistand under Arbejdet. JO H S . T H O R B O R G

IN D H O L D S F O R T E G N E L S E

I n d le d n in g ........................................................................................................................ 5 L o v e n ................................................................................................................................. 20 S tift e ls e n ............................................................................................................................ 34 Start og senere U d v ik lin g ....................................................................................... 47 Valutasagen ................................................................................................................... 71 L e d e ls e n ............................................................................................................................ 82 Obligationstyper, MedlemmernesRettigheder og Forpligtelser . . . . 106 Bilag: Repræsentantskab.............................................................................................................. 119 Bestyrelse............................................................................................................................123 Kontorpersonale.............................................................................................................. 124 Oversigt over de af Foreningen udstedte Kasseobligationer................................ 125 Oversigt over Foreningens Virksomhed...........................................................126—127

IND LEDN ING D a Spørgsmaalet om at skaffe Landets Husmænd en lettere og mere hensigtsmæssig A dgang til Kredit, end de hidtil havde haft, for et Par Menneskealdre siden blev brændende, herskede der, som det nedenfor nærmere skal omtales, stærkt delte M eninger om, hvordan det bedst kunde ske. Nogle mente, at Opgaven helt og fuldt maatte løses ved H jæ lp af offentlige M idler, andre ønskede den lagt i private Institutioners Hænder. M en fra alle Sider erkendte man, at en virksom Støtte fra Sta* tens Side under alle Om stændigheder var paakrævet her, hvor det galdt at komme de allerdaarligst stillede Ejendomsbesiddere til H jæ lp, Striden drejede sig kun om, under hvilke Former den mest hensigtsmæssig kunde ydes. Først sent modnedes Tanken om at løse Opgaven gennem Oprettelsen af egentlige, med særlige Begunstigelser udstyrede Kreditforeninger. Men engang fremsat lod den sig ikke slaa ned, Betænkelighederne maatte vige for de store Fordele, en saadan O rdn ing frembød, og Resultatet blev Dannelsen af de to nu saa velfunderede og ansete Søsterinstitutter, af hvilke Østifternes Husm andskreditforening er den ene. De forløbne halvhundred Aar har tilfulde godtgjort, at man valgte rigtigt. Thi ikke alene blev ved denne O rdn ing det inden* og udenlandske Kapitalmarked aabnet for Husmændene uden anden Begrænsning end den, Sikkerhedshensynet sætter. Men Husmændene fik Mulighed for, efterhaanden som T iden var inde dertil, at faa Ansvaret for Ledelsen af deres egne K reditinstitut tioner i samme Omfang, som andre Samfundsklasser har det. I

6

mere end én H enseende er Husm andskreditforeningerne hers igennem blevet Løftestænger af uvurderlig B etydning for Hus* mændene — og ikke blot for dem, men for hele den store Kres af m indre Ejendomsbesiddere paa Landet, hvis Ve og Vel er af saa afgørende Betydning for hele det danske Samfunds økonom miske Trivsel. G rundlaget for denne lykkelige U dgang af Sagen var skabt ved K reditforeningsinstitutionens enestaaende Fremgang her i Landet efter den fri Forfatnings Indførelse i A arhund redets M idte. Havde man ikke haft de herigennem indvundne Erfaringer at bygge paa, var Tanken om at imødekomme de fattige H usmænds Laanetrang ad K reditforeningsvejen næppe overhovedet opstaaet, og som en Ind ledn ing til Ø stifternes Husm andskreditforenings H istorie vil det derfor være naturligt i store Træk at omtale Fremvæksten af den særlige danske Kreditforeningstype, som med Aarene er blevet det faste Rygstød for Realkreditten her i Lan? det, og som til Dato staar uovertruffet i Verden. Selve den Grundidé, hvorpaa K reditforeningsvæsenet er ba? seret, er ikke af dansk Oprindelse. D en stammer fra Schlesien, hvor Frederik den A nden af Prøjsen, en af den »oplyste Ene? vældes« bedste Repræsentanter, i 1769 ved kgl. Kabinetsordre stadfæstede Oprettelsen af »D ie schlesische Landschaft«, en Sam? m enslutning af adelige Godsejere, hvis Formaal var at skaffe ■>Medlemmerne Prioritetslaan paa rimelige Vilkaar. D et kunde nok tiltrænges. Thi den prøjsiske Syvaarskrig havde efterladt Provinsen i en forarmet T ilstand, og K reditten var saa grundig rystet, at kun en meget høj Rentefod, oftest 10—12 pC t., kunde lokke Pengene frem fra K istebunden, naar Talen var om Laan mod Sikkerhed i Landbrugsejendomme. U nd er saadanne Forhold kunde Genrejsningsarbejdet kun foregaa langsomt. Men en ber? linsk Købmand ved N avn Biiring fik da den geniale Ide, at man kunde supplere den individuelle Pantesikkerhed, hver enkelt Laansøger havde at byde paa, med en kollektiv, saaledes at Ejen? dommene behæftedes solidarisk. Paa dette hidtil ukendte Princip, der muliggjorde Skabelsen af et fuldstændig ensartet Børspapir,

g &

C 2 3 5 * H

•" e ’S e

ËSO

s fi 6

’t *

2 10

I I

9

blev den nævnte Forening baseret, og dermed var Spiren lagt til en sund og livskraftig Organisme, der efterhaanden fik tab rige Aflæggere, baade i og udenfor Tyskland, saaledes ogsaa med T iden herhjemme, hvor K reditforeningerne endda skulde opnaa en ganske særlig Blomstring. Dette Resultat er dog kun naaet gennem en gradvis U dv ik l ling. Da Tanken første G ang virkeliggjordes, skete det paa højst ufuldkommen Maade, og man maa i det hele taget ikke med Biirings Laaneinstitution forbinde Forestillingen om en Kredit* forening i moderne Forstand. A llerede det, at Medlemsskabet — betegnende nok for T idsaanden — var begrænset til adelige Godsejere og gjort tvungent for disse, saaledes at Ejendommene hæftede for Foreningens Gæ ld, uanset om de var prioriterede eller ej, viser Forskellen. Men ikke m indre falder det i Ø jnene, at umyndiges og offentlige Stifteisers M idler saavel som retlige Deposita efter nærmere Regler skulde anbringes i Foreningens Obligationer, hvilket skaffede disse et sikkert Marked, men stem* mer temmelig daarlig overens med moderne Retsopfattelse. Fra først af havde man heller ikke forstaaet helt at frigøre Kasse* obligationerne for Panteobligationernes individuelle Karakter. H ver af dem lød paa et bestemt Gods, og betalte Debitor ikke sine Renter rettidig til Foreningen, maatte K reditor selv inddrive dem, hvilket kunde være besværligt nok, selv om Kravet — rent bortset fra den solidariske Ansvarlighed — var vekselretlig sikret. Til Gengæ ld havde man, hvor mærkeligt det end lyder, forbe* holdt K reditorerne Ret til overfor Foreningen at opsige Obliga* tionerne med et halvt Aars Varsel, skønt Laanene ydedes Debi* torerne som uopsigelige og afdragsfri! Tanken var naturligvis, at Foreningen altid igen vilde kunne afhænde de Obligationer, som den maatte overtage, men det slog kun til under normale For* hold, hvad man skulde faa sørgelig Erfaring for. Endnu skal nævnes, at Laanegrænsen var sat til 50 pC t., at Foreningen ikke maatte give sig af med Bankvirksomhed el. lign., en saare for* nuftig Bestemmelse, samt at Regeringen forbeholdt sig en af* gørende Indflydelse paa dens Ledelse.

10

Foreningen slog god t an. Dens Obligationer, der forrentedes med 5 pC t., naaede snart pari, og adskillige lignende Institut tioner oprettedes andre Steder. Men under N apoleonskrigene kom M anglerne ved Systemet for en Dag. Obligationerne op* sagdes i Massevis, og Regeringen saa ingen anden Udvej end at suspendere Opsigelsesretten ved et Moratorium, der for den schlesiske Forenings Vedkommende kom til at vare i 10 A ar og gav Stødet til, at U dv ik lingen mange Steder ledtes i Retning af Oprettelsen af Hypotekbanker. De Erfaringer, man havde indhøstet, var saaledes ikke ubetinget gunstige. Men K reditforeningstanken lod sig ikke slaa ned, dertil var den for livskraftig, og efterhaanden lærte man at iklæde den Former, der bedre stemmede overens med det praktiske Livs Tarv. Da T rangen til en rationel og landsom fattende O rganisation af den danske Realkredit meldte sig, maatte de Mænd, der førte Sagen frem til Løsning, dog for en stor Del gaa deres egne Veje, da der intet Sted fandtes nogen Laaneinstitution, som uden vi# dere egnede sig til at tages til Mønster, hverken i U d land et eller herhjemme, hvor man iøvrigt allerede i Slutningen af det 18. A arhundrede havde kend t til U dlaan mod solidarisk Ansvar# lighed. D en saakaldte Kreditkasse, der virkede fra 1786 til 1816 og fik sine V irkem idler fra Staten, kunde saaledes bl. a. yde Laan til solidariske Foreninger, ligesom det fortjener at nævnes, at der var draget Omsorg for en regelmæssig Amortisation af Laanene. Efter Københavns Brand i 1797 oprettedes endvidere Husejernes Kreditkasse, der bestaar endnu og yder Laan mod Pant i fast Ejendom efter lignende Principper som Kreditfor# eningerne, men adskiller sig fra disse ved at være organiseret og ledet af Laanyderne. K reditforeninger i sædvanlig Forstand fik vi først langt senere her i Landet, idet et Forsøg paa at faa dannet en saadan for Jordejendomme paa Sjælland og Møen i 1819 ikke førte til noget Resultat, vel nærmest fordi Pengeknap? heden lagde sig i Vejen derfor. D iskussionen om Sagen fik først rigtig Vækst, efter at Lektor A . F. Bergsoe i 1839, da Erhvervs# konjunkturerne atter var opadgaaende, udgav sit Skrift »Moti#

11

veret U dkast til en K reditforening for danske G rundbesiddere«, der var udarbejdet paa G rundlag af indgaaende Studier, som Forfatteren havde foretaget i Tyskland og andre Lande. Dette Skrift, i hvilket Bergsøe med stor Dygtighed havde søgt at udi drage Læren af de hidtidige Erfaringer *paa Realkredittens Om# raade, gav Stødet til, at Sagen for A lvor toges op, og Resultatet heraf blev Loven af 20. Juni 1850, der for en stor Del var ba? seret paa Bergsøes U dkast og er blevet kaldt for Kreditforening gernes G rundlov. Som et af den fri Forfatnings første mere betydende Resul? tater paa økonom isk Omraade gav Loven U d try k for det Grund? synspunkt, at Staten til Gengæ ld for forskellige Begunstigelser, der tildels var uundværlige for Kreditforeningerne, skulde op? trække visse Retningslinjer for Kreditforeningernes O rganisation og Virkemaade, men iøvrigt overlade saa meget som muligt til Medlemmernes Selvstyre, dog under Indenrigsm inisteriets Kontrol. H vad Loven krævede var særlig følgende: at der skulde være anmeldt Interessenter for et Beløb af m indst 2 Mill. Kr. (senere nedsat til 1 Mill. Kr.), at Belaaningen ikke maatte overstige 3/5 af Ejendommenes paa G rundlag af en betryggende Vurdering fastslaaede Værdi, at Foreningen ikke maatte udstede flere Kasse? obligationer, end den havde Dækning for i Panteobligationer, hvilket tilsigtede at afskære K reditforeningerne fra at drive an? den, deres Formaal uvedkommende V irksomhed, samt at Med? lemmerne skulde være solidarisk ansvarlige og afvikle deres Laan gennem regelmæssig Amortisation. Endvidere gjordes det til Pligt for Foreningerne at offentliggøre et fuldstændigt Regnskab hvert Aar og indsende Kvartalsekstrakter af Bøgerne til Inden? rigsministeren, der ligeledes skulde godkende Statutterne og alle Æ nd ringer i disse. De Begunstigelser, K reditforeningerne op? naaede, var navnlig Ret til at udstede og transportere Kasse? obligationer uden Brug af stemplet Papir samt til at lade dem lyde paa Ihændehaveren, en særlig hurtig Retsforfølgning over? for forsømmelige Debitorer og endelig Ret til at modtage og yde en højere Rente end 4 pC t., hvortil kom, at umyndiges og

12

offentlige M idler skulde kunne anbringes i Foreningernes Kasse* obligationer. A llerede kort efter Lovens Vedtagelse fik de to første Kredit* foreninger deres Statutter stadfæstet af Indenrigsm inisteriet, og senere fulgte flere efter? desværre ogsaa et Par m indre heldige, der paa G ru n d af en uforsvarlig Laanepolitik hurtig maatte træde i Likvidation. Dette afsatte sig Spor i Loven af 19. Februar 1861, der — sam tidig med, at den aabnede Mulighed for en D eling af Obligationerne i Serier uden indbyrdes solidarisk An* svar — gjorde Oprettelsen af nye K reditforeninger til et Lov* givningsanliggende, saaledes at yderligere Krav til saadanne kunde stilles, hvilket Rigsdagen ogsaa regelmæssig har benyttet sig af i de Tilfælde, der er kommet til at foreligge. Endvidere bestemtes det, at Medlemmerne ikke ved at indfri deres Gæ ld skulde kunne unddrage sig det solidariske Ansvar, før Regn* skabet var godkend t af Indenrigsm inisteren. Til disse almindelige Lovbestemmelser har siden flere andre føjet sig, derunder navnlig Loven af 24. A pril 1896, der bl. a. muliggjorde Seriernes Inddeling i A fdelinger med kun subsidiæ rt solidarisk Ansvar og gav Adgang til Ydelse af kun delvis amor* tisable Laan. Men først og fremmest har U dviklingen sat sig Spor i et U tal af Statutændringer, der afspejler Kreditforeninger* nes aldrig hvilende Bestræbelser for — hver paa sin Maade — at holde sig paa Højde med T idens og det praktiske Livs Krav. Resultatet af denne U dv ik ling er blevet Laaneinstitutter, der trods alle individuelle Forskelligheder i saa høj G rad har draget N y tte af hinandens gode og daarlige Erfaringer, at de i deres H ovedtræ k virker nogenlunde ens, og derved i Fællesskab har skabt en særlig dansk Kreditforeningstype, hvis Soliditet — bortset fra de foran berørte beklagelige Tilfælde, der nu ligger over 70 A ar tilbage i T iden — aldrig har svigtet. Til disse grundmurede Pengeinstitutter hører ogsaa Østifternes Husmandskreditforening, der hævder sig smukt i Rækken blandt de øvrige. V i skal nu se lidt nærmere paa de Forhold, der førte til dens Oprettelse.

13

Takket være Loven af 20. Juni 1850 blev Landet hurtig om# spændt med et N et af K reditforeninger, der gjorde det muligt for alle Ejere af ikke helt smaa Købstads# og Landbrugsejen# domme at opnaa Kreditforeningslaan i deres Ejendomme, ofte endda saaledes, at den enkelte kunde vælge mellem flere For# eninger. Men Husmændene havde ingen N ytte af Systemet, i hvert Fald ikke de daarligst stillede af dem. Thi ikke alene var alle bestaaende K reditforeninger statutmæssig afskaaret fra at yde Laan paa under 600 Kr. (den jyske Landkreditforening 1200 Kr.), hvilket medførte, at Ejendomme til en Værdi af 1000 Kr. (2000 K r.) under ingen Om stændigheder kunde komme i Betragtning som Laaneobjekter. Men faktisk laa G rænsen langt højere, da Adm inistrationen af saa smaa Laan ikke kunde betale sig for K reditforeningerne. A f samme G rund gik L ivrenteanstalten — den senere Statsanstalt for Livsforsikring — ikke ned under 4000 Kr. og Legatbestyrelser sjældent lavere end til Laan paa 6000 Kr. Ønskede en Husm and at laane nogle faa H undrede Kroner, maatte han da, hvis private Penge ikke var at faa, for# søge sig hos Sparekasserne, hvilket i afsides beliggende Egne kunde nødvendiggøre Mellemmænds ikke altid helt billige Med# virken, rent bortset fra U lemperne ved, at Sparekasselaanene ikke som K reditforeningernes var uopsigelige eller G enstand for regelmæssig Amortisation. M en oftest var det private, der optraadte som Laangivere paa G rund lag af et personligt Kendskab til den paagældendes Dyg# tighed og Paapasselighed, og navnlig maatte det blive Tilfældet, naar Sparekasserne var m indre velbeslaaede med M ønt som f. Eks. i Slutningen af Halvfjerdserne. Private Laan maatte im idlertid nødvendigvis være forbundet med en vis Usikkerhed, allerede af den G rund, at man aldrig kunde vide, hvornaar K reditor kom i den Situation, at han selv behøvede sine Penge. Og hvad værre var: der opstod et Afhængighedsforhold, som — særlig hvis Laangiveren selv var Landbruger — kunde misbruges til urimelige Krav om A rbejdsydelser, hvilket ogsaa lejlighedsvis skete, omend sikkert kun i langt de færreste Tilfælde.

14

Husmændene var kort sagt temmelig daarligt stillet med Hen* syn til Opnaaelse af Prioritetslaan i deres Ejendomme, og Tan# ken om Tilvejebringelse af en K reditinstitution af den ene eller den anden A rt, der særlig havde til Opgave at imødekomme deres Behov, maatte derfor melde sig, efterhaanden som det blev aabenbart, hvor store Fordele K reditforeningerne havde bragt andre Befolkningslag. Men paa egen H aand formaaede Hus* mændene ikke at løse Opgaven. D et var nødvendigt, at Staten ydede dem en Haandsrækning, og hertil sporedes lykkeligvis ogsaa en voksende Vilje i politiske Krese, idet man fra alle Sider indsaa N ødvend igheden af, at der blev gjort noget. Thi Husmændenes K reditnød var ikke blot socialt uretfærdig, men tillige sam fundsøkonom isk uforsvarlig, idet den hindrede dem i at dyrke deres Jo rd paa tilfredsstillende Maade. Og dette betød saa meget mere, som Husmandsstanden voksede stærkt i Ta l lige indtil Firserne i forrige A arhundrede, da nye A rbejdsmuligheder aabnede sig for Landboungdommen i Byerne og i de oversøiske Lande, hvortil mange i den efterfølgende Periode udvandrede. Før Landboreformernes T id fandtes der forholdsvis langt færre H usm andsbrug her i Landet end nu. Men under U dskiftningen og senere tog deres A ntal stærkt til, ikke blot fordi Lovgivnin# gen tilskyndede dertil, men m indst lige saa meget som Følge af Godsejernes og Gaardmændenes egne Bestræbelser for at knytte Landarbejdere til Jo rd lodder, der vel gav dem et økonom isk Rygstød, men ikke fritog dem for at skaffe sig en væsentlig Del af deres Indtægter ved at gaa ud paa A rbejde. Ofte skaffede Bønderne sig Penge til Køb af deres Fæstejord ved Bortsalg af Parceller, hvilket forekom saavel før som efter 1819, da Rege# ringen fandt T iden inde til at begrænse Udstykningsretten af Frygt for, at der skulde opstaa et Husmandsproletariat, og en Rolle spillede det tillige, at den bestaaende Lovgivning ingen H ind ringer lagde i Vejen for Oprettelsen af Husm andsbrug, som lejedes ud mod A rbejdspligt. Men selv efter at der i M idten af forrige A arhundrede var blevet sat en Stopper for dette Hus= mandshoveri, der var en mørk Plet i vor Landboforfatning, forti

15

sattes U d stykn ingen, kun med den Forskel, at flere og flere Brug kom i Selveje. H o lder man sig til Brug med et Jord* tilliggende paa mellem 1 Fdk. og 1 Td. H artkorn, voksede deres A ntal alene i T iden mellem 1850 og 1885 fra 70.694 til 115.097 eller med over 1200 om Aaret, og af samtlige Huse med og uden Jo rd var i 1872 de78 pC t. i Selveje imod kun i 1850. Først i Begyndelsen af Firserne kom der en Stilstand i denne Udvikling, der mere havde afspejlet Landarbejdernes ukuelige Trang til at komme i Besiddelse af deres egen lille Bedrift, hvor ringe den end kunde være, end nogen Bedring i Smaabrugenes Rentabilitet, hvorfor Bortvandringen fra Landdistrikterne ogsaa blev saa stærk, da Betingelserne for den var tilstede. Husmæn* denes Kaar var endnu i de Aar saa fortrykte, at kun faa af dem formaaede at arbejde sig frem til U afhængighed. Thi ikke alene var Smaabedrifterne afskaaret fra at drage Fordel af mange af de tekniske Fremskridt, som særlig i Treserne og Halvfjerdserne — i Forbindelse med gode Kornpriser — havde hjulpet Bøn* derne frem til relativ Velstand, og som bl. a. gav sig Udslag i, at Smøreksporten fordobledes fra 1870 til 1875. Men selv paa saadanne Produktionsom raader, hvor Husmændene burde have været Gaardmændene og Godsejerne overlegne i Kraft af den særlige Omhu, de kunde lægge i A rbejdet, hindredes de kun alt for ofte i at udnytte denne Fordel af Mangel paa Drifts* kapital og af A rbejde i andres Tjeneste, rent bortset fra, at Jord* lodderne ofte var saa smaa, at Dy rkningen af dem allerede af den G rund kun kunde blive en Bibeskæftigelse for Indehaveren. Saa alvorligt var Husmandsspørgsmaalet efterhaanden blevet, at selv Højreregeringen indsaa N ødvendigheden af at tage det op til Behandling, hvilket den gjorde i 1875 ved at henvise det til Undersøgelse i den saakaldte Arbejderkommission. Dennes Betænkning forelaa i 1878 og skulde, skønt Kommissionens For* slag ikke fulgtes paa det Omraade, vi her beskæftiger os med, faa sin store Betydning, idet den kom til at give Stødet til

51 pC t.

16

Kreditspørgsmaalets Løsning gennem Oprettelsen af saavel Østif* ternes som den jyske Husm andskreditforening. I Betænkningen, som i flere Henseender er et interessant, tidspræget Dokum ent, hedder det bl. a.: »D en overordentlige U dv ik ling i det danske A gerbrug, som betegner de sidste 20 å 30 Aar, og som i stigende Om fang har draget det større Jo rd b ru g med sig, naaede ikke paa samme Tid H usm andsjorden; det er først i de sidste 5—6 Aar, at denne, navnlig under de Bestræbelser, som i den Retning ere udviklede dels fra Statens, dels fra andre Sider, er begyndt at komme med i noget videre Omfang. D et kan vel ikke negtes, at Dyrk* ningen af H uslodderne paa en vis Maade er gaaet fremad, at mange af de samme Forbedringer, som ere bievne alm indeligt indførte i de større Jo rdb rug , ogsaa, i alt Fald i nogle Egne af Landet, tildels ere bievne indførte ved D y rkningen af Husmands* lodder. Men det maa her ikke overses, at det lille Jo rdb rug , naar det skal hævde sin Berettigelse, maa undergives en grundi* gere og mere gjennem ført D rift og tildels udvikle sig i en helt anden Retning end det større Jo rd b ru g ; men med ganske en* kelte U ndtagelser har dette ikke været T ilfæ ldet her i Landet; H usm andslodden er i alt Væsentligt blevet dyrket paa lignende Vis som Gaardm andens Mark, og har der været nogen Forskjel, har den hypp ig t været den, at H usm andslodden har været drevet m indre godt. D et Sædvanlige har været, at Husm anden har søgt sit H ovederhverv ved Dagleierarbejde, og den Lod, der benyttet paa rette Maade, kunde afgive ikke langt fra det Fornødne til hans og Familiens U nderho ld , betragtede han som noget Under* ordnet, fordi han ikke forstod, at A rbeidet hos Fremmede kun skulde søges paa Tider, naar G jerningen i Hjemmet ikke for* sømmes derved, medens Hovederhvervet derimod skulde være en grundig næsten havemæssig D rift af hans Jo rd lo d ................... A fser man paa dette Sted fra Spørgsmaalet om, hvad der kan gjøres for H usm anden for at støtte ham moralsk og intellectuelt, og kun holder sig til, hvorledes D y rkningen af hans Jo rd kan hjælpes op, have Forhandlingerne ført til, at man antager, at

17

dette nærmest maa ske ved, at han lærer dels at pløje med Horn= quæg, dels at behandle sin Jord med Spaden og lægge sig efter en havemæssig Behandling af sin Jordlod. D et er for T iden, som bekjendt, ganske alm indeligt, at den større Jo rdb ruger overlader Husm anden sine Heste og Redskaber til hans Jo rd s Behandling. T ilsyneladende kan denne Maade at faa Jo rd en behandlet paa være hensigtsmæssig og billig. I Virke# ligheden er den dog ofte det Modsatte, dels fordi den ofte be# tinges af et betydeligt Vederlag i A rbejde fra H usm andens Side, dels fordi A rbejdet vanskelig kan foregaa paa den Tid, der er den bedste, og altsaa U d b y tte t bliver derefter....................« Kommissionens Synspunkter virker paa afgørende Punkter for# ældet, idet den senere U dv ikling hverken er gaaet i Retning af Spadekultur eller Anvendelse af H ornkvæ g som Trækkraft. M en ingen kunde heller i 1878 vide, hvilke Muligheder der paa Hus# dyrproduktionens Omraade skulde aabne sig for Husmændene, efter at disse gennem Kontrolforeninger, Andelsvirksomheder o. 1. var blevet delagtiggjort i de samme Fremskridt som Gaardmæn# dene. Og deri saa A rbejderkomm issionen i hvert Fald rigtigt, at det først og fremmest galdt om at styrke Husmændenes Selv# stændighed og U afhængighed, saa A rbejdet i egen Bedrift kunde blive deres Hovederhverv. Senere har man, under Ind tryk af den stedfundne gunstige U dv ikling for det lille Landbrug, sat Maalet højere, saa der nu stiles mod Brug, som fuldtud formaar at beskæftige Indehaveren og hans H u stru paa en samfunds# økonom isk forsvarlig Maade. Men Kommissionen var i hvert Fald inde paa noget af det rigtige, idet den indsaa, at Hus# mændene ingen Vegne kunde komme, hvis der ikke skaffedes dem en lettere A dgang til Kredit. A f de Forslag, som Betænkningen indeholdt, skal særlig næv# nes et, som vel kun støttedes af to Medlemmer, men i flere Henseender peger i Retning af den endelige Løsning af Spørgs# maalet, som blev truffet, hvor store Forskellighederne end er. D et var udarbejdet af en Mand udenfor Kommissionen allerede før dens Nedsættelse, Overretssagfører A. Hein, der senere blev 2

18

D irektør for Københavns K reditforening, og gik i sine Hoved# træk ud paa følgende: N aar der for større Dele af Landet med det Formaal ved Laan at hjælpe Husmænd til en bedre D rift af deres Jo rd og jord lø se Husmænd til Erhvervelse af Jo rd , oprettes Laanekasse r paa G rundlag af visse nærmere angivne Principper, kan Rege# ringen give deres Statutter forbindende G yld ighed og meddele dem forskellige Begunstigelser. I enhver Sogneraadskres dannes en Laanebestyrelse valgt af Sogneraadet b landt dets Medlemmer. Intet Laan kan gives uden Samtykke af Laanebestyrelsen, der gør Ind stilling til Kassens Ledelse om alle indkomne Laanebe# gæringer, og senere fører T ilsyn med den Maade, hvorpaa Laanet anvendes, samt med at Sikkerheden ikke forringes. Laanene kan ikke overstige 300 Kr. De forrentes med 4 l/2 pC t. aarlig og skal afdrages saaledes, at de er afviklede i højst 20 Aar. N aar et Laan ikke behørigt tilbagebetales, tilsvares det manglende af samtlige de andre Laantagere i Sogneraadskresen i Løbet af 5 Aar med ialt indtil 5 pC t. af deres oprindelige Laan. Som Sikkerhed for Laanene kan saavel Pant i fast Ejendom som Selvskyldnerkaution tages, og Sognekommunen erstatter Laane# kassen en Fjerdedel af de Tab, som den lider ved de i Kom# munen ydede Laan. Forsaavidt de til Udlaanene fornødne M idler tilvejebringes ved Udstedelse og A fhændelse af rente# bærende Obligationer, kan saadanne forsynes med Statskassens Garanti. Et Flertal indenfor Kommissionen tog A fstand fra Forslaget under H envisning til, at det var ganske usandsynligt, at en saa# dan O rdn ing med private Laanekasser vilde kunne »erholde nogen V irksomhed blandt Husm andsstanden«. I Stedet for burde, hævdedes det, Staten — indtil Forholdene maatte have udviklet sig videre — træde til ved at »anvise en større Sum til Udlaan i dette Øjemed, medens Kommunen nærmest maatte støtte Sagen dels ved at føre T ilsyn med, at M idlerne anvendes paa rette Maade, dels ved at indestaa for en vis Del af Laanene.« U d fra disse Synspunkter udarbejdede Flertallet da et ny t Forslag,

19

hvorefter det var Staten, der skulde tilvejebringe M idlerne og Staten, der skulde staa for Udlaanet. Men dette Forslag, der paa Forhaand afskar Muligheden for, at Husmændene selv kunde faa Indflydelse paa Ledelsen af deres Laaneinstitution, fik til alt H eld ingen anden Betydning for den videre U dvikling end at komme til at danne U dgangspunktet for Sagens Behandling paa Rigsdagen.

2 *

LOVEN i d e n var nu inde til H andling, og allerede i Begyndelsen af Rigsdagssam lingen 1878—79 indbragte Folketingsmændene Thomas N ielsen, Høim ark og Busk i Folketinget et Lovforslag, som gik ud paa, at Staten aarlig skulde kunne udlaane indtil 1 M illion K roner til Husmænd, dels som D riftskredit, dels som Prioritetslaan. Dette Forslag, der paa væsentlige Punkter støttede sig til A rbejderkomm issionens Flertalsbetænkning, fik vel ikke fra alle Sider en lige gunstig Modtagelse og blev navnlig stærkt imødegaaet af Indenrigsm inister Skeel. Men sam tidig antydede han en anden Udvej, som maaske vilde være mere fremkommelig, og dermed var Sagen inde i det rette Spor. »D et forekommer mig«, udtalte M inisteren, »at være ganske overordentlig uheldigt at anvende Statens M idler, som er tilveje* bragte ved alle Skatteydernes Bidrag, alene til N y tte for en enkelt Samfundsklasse. D et maatte da være, at N ødvend igheden af at ophjælpe en enkelt Samfundsklasse i det Heles Interesse stod langt tydeligere, end det gør her, og at man ikke kunde naa det samme ad nogen anden Vej; men jeg er nu af den Mening, at man har en langt bedre og fornuftigere Vej, ad hvilken man kan opnaa dette. D et er allerede antydet af en æret Taler, at K reditforeningerne kunde gøre det samme, og jeg skal sige de ærede Forslagsstillere, at det er en Sag, som er under Overvejelse. Jeg har haft Besøg af Folk fra Jylland, som har tænkt paa og forhandlet med flere om i denne V inter at oprette en K reditforening for smaa E jendomsbesiddere, der ganske vist ikke let kan opnaa Laan i de Institutioner, hvorfra

21

de større Ejendomsbesiddere kan faa Laan . . . . men jeg vil gerne indrømme, at der kunde være A nledning til at tage under Overvejelse, om der ikke, naar K reditforeninger for smaa Ejen# domsbesiddere blev oprettede, kunde være A n ledning til fra Statens Side at komme dem til H jæ lp paa en eller anden Maade, henseende til, at det kunde være, at deres V irksomhed kunde være noget vanskelig, og at deres Papirer maaske kunde faa en hel anden Kurs, end de andre Institutters«. D et var herefter klart, at Lovforslaget maatte omarbejdes fuld# stændig, hvis der skulde komme noget ud af det, og i Erken# delse heraf satte det Folketingsudvalg, som nedsattes, sig derfor som Opgave at finde en O rdn ing paa det af M inisteren skit# serede G rundlag, der straks havde vakt betydelig Interesse. Ideen hertil havde han, som det fremgaar af ovenstaaende C itat, ikke selv faaet, den stammede fra Jy lland eller nærmere bestemt fra Aalborg, hvor Sagfører, cand. ju r. Elmquist, Jy sk Husm andskreditforenings senere adm inistrerende D irektør, gen# nem sin praktiske Virksomhed havde faaet et stærkt Ind tryk af Husmændenes K reditnød. D en Løsning, som det private Lovforslag gav A nvisning paa, syntes ham alt andet end tilfredsstillende. Ligesom H ein mente han, at M idlerne burde tilvejebringes ad privat Vej, men han gik et Skridt videre,idet Laaneinstitutterne efter hans Opfattelse burde organiseres som egentlige K reditforeninger, der dog i visse Henseender maatte udstyres med særlige Begunstigelser. Sammen med Folketingsmand C. Juel, der havde været Medstifter af og D irektør i Østifternes Landcreditkasse, henvendte Elmquist sig i Marts 1879 til Inden# rigsminister Skeel, der tiltaltes af hans iøvrigt endnu kun løst skitserede Plan, og kort derefter indbødes Rigsdagsmænd af alle Partier til et Møde, der afholdtes den 27. Marts 1879 paa Hotel »Tre H jorter«. Forhandlingerne var fortrolige og refereredes ikke. Men saa meget kunde »Dagbladet« i hvert Fald op# lyse, at det var blevet overdraget Elmquist i Forbindelse med N . Andersen, Aaberg, Jens Busk, R. Clausen, Th. Nielsen, Thorup

22

og W inther at underkaste Sagen en nærmere Prøvelse for der* efter at søge fremsat et Regeringsforslag. D et var Udvalgets Haab, at Sagen kunde fremmes allerede i den løbende Rigsdagssamling, og for ikke at spilde T iden hen? vendte man sig endnu inden M aanedens U dgang til Indenrigs* m inisteren. Ved den Lejlighed slog Elmquist stærkt til Lyd for Tanken om en Statsgaranti, som allerede havde været antydet i H eins Forslag. Men det gik ikke saa glat, som man havde ment sig berettiget til at tro. Planen mødte M odstand indenfor selve Regeringen, og i den tilbageværende Del af Rigsdagssam lingen skete der kun det, at Folketingets U dvalg angaaende det foran nævnte private Lovforslag udarbejdede et ny t Lovforslag, som ikke naaede frem til Behandling i Tinget. Indenrigsm inisterens Interesse for Sagen var im idlertid ægte nok, og efterhaanden lykkedes det ham at faa sine M inisterkolleger med sig, efter Sigende rigtignok først efter, at han havde sat sin Stilling ind derpaa. Samtidig arbejdede navnlig Elmquist videre med Sagen, og han tog i Sommerens Løb Initiativet til A fholdelse af et offentligt Møde i Aalborg, paa hvilket der nedsattes et U dvalg, som foretog en ny Henvendelse til Indenrigsm inisteren. Ret mange Dage af Rigsdagssam lingen 1879—80 var heller ikke forløbet, før Indenrigsm inister Skeel i Landstinget fremsatte et Lovforslag, der var baseret paa Folketingsudvalgets U dk ast fra den foregaaende Rigsdagssamling, men dog paa flere væsent* lige Punkter afveg fra dette. Begge Forslag gik ud paa Opret* teisen af to Husm andskreditforeninger, en for Øerne og en for Jylland. Men medens Udvalget var veget tilbage for at foreslaa nogen Statsgaranti, akcepterede M inisteren i sit Forslag Tanken herom, mod at Staten fik Ret til at vælge en Revisor, give nærmere Regler for Revisionen og godkende Valget af Bestyrel­ sens Formand. Til Gengæ ld skulde Statens direkte Støtte udover forskellige Gebyrfritagelser m. v. indskrænke sig til et Tilskud engang fo r alle paa 10.000 Kr., medens Udvalget havde fore* slaaet 15.000 aarligt og 5.000 Kr. engang for alle. løv rigt var der navnlig den Forskel, at M inisteren satte G rænsen for Ejen*

REPRÆSENTANTSKABSMØDE 1930

BESTYRELSESMØDE 1930

25

domme, som kunde opnaa Laan, ved 2.500 Kr., men Udvalget ved 2 Tdr. H artko rn ; hertil kom, at Laanene højst maatte udi gøre Halvdelen af Taksationsværdien i Stedet for tre Femtedele. I Landstinget savnede man ikke Forstaaelse af Opgavens Betyd* ning, men Lovforslaget modtoges alligevel med megen Skepsis, der særlig var rettet mod Statsgarantien. Den konservative Na* tionalbankdirektør W . J. A . Ussing mente endog, at Foreningerne kunde blive lige uheldige for Laantagerne som for Statskassen. Men takket være Indenrigsm inisterens varme Interesse for Sagen lykkedes det omsider at faa Forslaget vedtaget, efter at et Ud* valg forgæves havde beskæftiget sig med Spørgsmaalet om i Stedet for at faa de bestaaende K reditforeninger til — mod visse Indrømmelser fra Statens Side — at stille sig mere imødekom* mende overfor A nd ragender om smaa Laan. Visse skærpende Bestemmelser indførtes, idet man begrænsede Amortisationstiden til 45 Aar og krævede Ret for Indenrigsm inisteren til at gribe ind, hvis der til Fyldestgørelse af det solidariske Ansvar i noget Regnskabsaar afkræves Interessenterne 1 pC t. af de laante Be* løb. Endvidere slettede Landstinget en i Lovforslaget indeholdt Bestemmelse om gebyrfri Skøde* og Pantebogsattester samt om Udstedelse af Panteobligationer paa stemplet Papir til Takst 1 Kr. Men til Gengæ ld gjorde man Debitorerne den langt væ rdifuldere Indrømmelse, at Staten skulde dække Omkost= ningerne ved Taksationerne, naar Laanene effektueredes. Med disse Æ ndringer, der ikke udelukkende var dikteret af H ensyn til Statskassens Interesser, gik Lovforslaget til Folke* tinget, og her brødes Opfattelserne endnu stærkere end i Lands* tinget, omend det allerede fra først af stod klart, at der var overvejende Stemning for dets Gennemførelse. Nogen Udvalgs* behandling fandt ejendommeligt nok ikke Sted, idet man var bange for at sinke Sagen, men et stort Flertal var — i Overens* stemmelse med Synspunkter, som ogsaa fra forskellig Side havde været gjort gæ ldende i Landstinget — af den Opfattelse, at Vur* deringsgrænsen burde sættes højere end til de 2.500 Kr., hvilket Indenrigsm inisteren heller ikke modsatte sig, idet han dog frem*

26

hævede V igtigheden af, at man ikke stillede for store Krav, saa der derved lagdes H ind ringer i Vejen for Forslagets Gennem# førelse i Landstinget. D et kunde vel med fuld Ret hævdes, at Sikkerheden kun vilde blive saa meget større for Staten, naar Vurderingsgrænsen sattes op, idet de m indste Panter ogsaa var de m indst sikre. Men heroverfor anførtes, at en saadan O rdn ing gennem Taksa# tionsgodtgørelserne vilde paaføre Staten forøgede U dgifter til Fordel for Befolkningslag, som ikke behøvede dens H jæ lp, sam# tidig med at andre Pengeinstitutter kunde klage over, at de kom ud for en statsunderstøttet Konkurrence paa Omraader, som naturligt hørte ind under deres Virkefelt. Resultatet blev, at Folketinget gik op til 5.000 Kr., men fik Beløbet nedsat til 4.000 Kr. i Landstinget, hvilket man derefter blev staaende ved, men rigtignok kun for et Par Aar, idet det snart skulde vise sig, at 4.000 Kr. var for lidt, særlig paa Øerne, hvor Ejendoms# priserne laa højere end i Jy lland. En anden Æ ndring, som fore# toges paa Folketingets Foranledning, var, at Laanegrænsen for jordløse Huse nedsattes fra H alvdelen til to Femtedele. D en voldsomste Kritik, som under R igsdagsforhandlingerne rettedes mod Lovforslaget, kom fra Godsejer Johannes Hage, hvis A rgum entation dog ikke gjorde synderligt Indtryk. »Jeg tror«, udtalte han bl. a., »at der vil vokse en overordentlig Mængde af disse jordløse Huse op. Jeg tror, at enhver Karl, der nu venter, til han har sparet sig lidt sammen for at kunne faa sit eget Hus, snart vil faa det Raad af en P rokurato r: Byg dit H us op, søg at faa en Smule Jo rd til Byggegrund, vi skal nok arrangere Laanet, de kontante M idler faar Du i Kredit# foreningen, Staten garanterer, byg dit Hus, gift D ig og former D ig (M unterhed). Ja, de Herrer maa gerne le, men jeg lægger Eftertryk paa, at Resultatet af denne Lov vil blive, at Prole# tariatet her i Landet vil blive formeret«. I Sandhed eine grau# same Salbe! Men ogsaa en saa samfundsinteresseret M and som den nationaløkonom iske Professor William Scharling var mærkelig skeptisk overfor Lovforslaget, som han dog i sidste Instans veg

27

tilbage for direkte at stemme imod, hvilket Hage stod ene om i Folketinget. Scharling vilde i og for sig godt være med til at skaffe de m indre Landbrugsbedrifter A dgang til Prioritetslaan, hvis det kunde paavises, at en virkelig Trang var tilstede, men han hævdede, at Staten ikke burde indlade sig paa at yde en ubegrænset Garanti, der kunde svække dens egen K redit udadtil og medføre Krav om tilsvarende Støtte fra anden Side. Skulde Staten paatage sig en Risiko, maatte det ske under saadanne Former, at man havde Sikkerhed for, hvor stor den i værste Fald kunde blive. D et rigtige vilde efter hans Opfattelse være at oprette en H ypotekbank, i hvilken Staten indskød en Grund* fond som Stødpude for de Tab, der maatte blive lidt. Men Tanken herom vandt ikke Bifald, idet Flertallet ansaa Scharlings Frygt for ganske ubegrundet og var imod Oprettelsen af en Statsinstitution, der tilmed kunde komme ud for det Tilfælde at have opbrugt sin Laanebemyndigelse, saa den maatte afvise Laan* søgere, som i og for sig var fuldt kvalificerede til at opnaa Laan. Heller ikke var der Stemning for at imødekomme Scharlings Krav om, at Staten skulde forlange Kontragaranti fra Kommu* nernes Side og sikre sig en langt mere effektiv Kontrol med Foreningerne end fastsat i Lovforslaget, selv efter at dette havde passeret Landstinget. Man ansaa med god G rund den solidariske Ansvarlighed for en stor Betryggelse for Staten og ønskede ikke at indskrænke Foreningernes Selvstyre mere end højst nødven* digt. Mere delt var Meningerne angaaende den Opfattelse, som ikke blot Scharling, men ogsaa mange andre forfægtede, at man ikke kunde forsvare at udelukke Byernes smaa Ejendomsbesiddere, naar de jordløse Huse paa Landet toges med i Loven. Men heroverfor gjorde Indenrigsm inisteren gældende, at Trangen var betydelig mindre i Byerne, hvor Ejendommene oftest var større, og hvor man tillige havde langt lettere Adgang til Spare* kasselaan og private Prioriteter. H an afviste vel ikke helt Tanken om ogsaa at komme Byerne til Hjælp, men det burde i saa Fald ske gennem en særlig Lov, idet Forholdene, ogsaa beskatnings* mæssigt, var saa forskellige i By og paa Land, at en Sammen?

28

blanding vilde være uheldig for alle Parter. Sagen har siden gentagne Gange været taget op, men uden andet Resultat, end at Husm andskreditforeningernes V irkefelt er blevet udvidet til Købstædernes Markjorder, hvilket skete allerede et Par Aar senere. løv rig t blev ogsaa mange andre Synspunkter fremsat under Debatten, snart fra den ene, snart fra den anden Side. F. Eks. opkastedes den Tanke, om man ikke kunde nøjes med en enkelt H usm andskreditforening i Stedet for to, men herimod anførtes ikke uden G rund, at en saadan O rdn ing vilde besværliggøre Tilsynet med Panternes Vedligeholdelse. Deltagelsen i Forhånd* lingerne var i det hele taget overvæ ldende stor, hvilket Rigs* dagstidende for 1879—80 giver et tydeligt In d tryk af, og mange m odstridende Opfattelser kom til O rde. Men Forslagets Venner var fast besluttet paa, at Chancerne for dets Gennem førelse ikke maatte forspildes, og de havde i Indenrigsm inister Skeel en for* maaende Forbundsfæ lle, uden hvis utrættelige A rbejde for Sagen det havde været umuligt at naa et saa relativt tilfredsstillende Resultat inden Rigsdagssam lingens Slutning. H ans varme Interesse for Sagen gav sig et smukt U d try k i en Tale, han ho ld t i Folke* tinget under Lovforslagets Behandling dér. H an gav her U d tryk for den Opfattelse, »at der her i Landet ikke gives nogen Stand, der lever under haardere Vilkaar end Husm andsstanden paa Lan* det, og jeg vil«, fortsatte han, »udtale det som min Overbevis* ning, at med Undtagelser, som naturligvis er tilstede, er der ingen Stand, hvor der er en saadan Offerberedvillighed til, med Tilsidesættelse af egne H ensyn, at se at ernære sin Familie og komme igennem ved ganske overordentlig A rbejdsomhed — Ar* bejdsomhed hos andre de søgne Dage i Ugen, A rbejdsomhed hjemme om A ftenerne og paa Helligdagene. D et er ikke et enkelt Eksempel, der kan fremvises derfor, men det er gennem* gaaende for hele Standen, og jeg spørger, om der ikke er An* ledning til at løfte denne Stands Vilkaar, baade de materielle og de aandelige; thi de sidste løfter man ogsaa ved at sætte de paagæ ldende under bedre materielle V ilk a a r D et er ogsaa

Made with