ØstifternesHusmandskreditforening_1880-1930

79 Krigen stedfundne Prisstigning, der begunstigede Debitorerne paa Kreditorernes Bekostning. Men til Gengæld maatte det virke stødende, at Spekulanter skaffede sig en let og ganske uberettiget Fordel ved at købe dobbeltmøntede Obligationer op for at sende dem eller i hvert Fald Kuponerne til England. Og hertil kommer endelig, naar man ser Sagen fra Kreditforeningernes Synspunkt, at disse var ganske uden Skyld i den Valutamisére, som en forfejlet Penges og Finanspolitik havde ledet Landet ind i, hvorfor der ogsaa var noget uretfærdigt i, at de paagældende Kreditforeninger skulde undgælde derfor. At Regeringen ikke desto mindre — og med god Grund — havde store Betænkeligheder ved at gaa med til Loven, frem? gaar maaske bedst af, at den ikke lod Eksportforbudet omfatte Statsobligationer, hvilket iøvrigt forsaavidt kunde være rimeligt nok, som Staten ikke selv var uden Skyld i, at den danske Krone stod saa lavt. Men ingen formaaede at give Anvisning paa nogen Løsning af Problemet, som ikke kunde kritiseres fra den ene eller anden Side, og man valgte da at slaa ind paa den Vej, som — alle Forhold taget i Betragtning — syntes den mest hensigtsmæssige. Lykkeligvis har Eksportforbudet heller ikke faaet de beklagelige Følger for vor Realkredit, som man havde spaaet det. Dette saa meget mindre, som Loven kun kom til at gælde i faa Aar. Den forlængedes vel i 1925, men bortfaldt med Udgangen af 1926, da Kronen havde genvundet sin fulde Guldværdi og derved overflødiggjort Loven. Efter Forbudets Udstedelse traf Husmandskreditforeningerne paa eget Initiativ Overenskomst med Hambros Bank i London om, at alle Obligationer, der ønskedes anerkendt som betalbare i Sterling, inden en nærmere angivet Frist skulde afstempies og opføres paa et særligt Register, for at man paa den Maade kunde kontrolere, at Udsmugling ikke fandt Sted. Ordningen gav An* ledning til en ret vidtløftig udenlandsk Korrespondance, i enkelte Tilfælde ogsaa til diplomatiske Forhandlinger, men den virkede i det store og hele tilfredsstillende og blev mødt med Forstaaelse i Udlandet, hvor man anerkendte, at den fuldtud respekterede