CE Maskindirektiv 2006-42-EF

4.1.2.2 Maskiner, som bevæger sig langs styreskinner eller på køreskinner Maskiner skal være forsynet med anordninger, der virker på styre- og køreskinnerne for at forhindre afsporing. Hvis der til trods for sådanne anordninger fortsat er risiko for afsporing, eller svigt af en kørende enhed, skal der imidlertid være anordninger, som forhindrer, at udstyr, komponenter eller byrden falder ned, eller at maskinen vælter. § 336 Køreskinner og styreskinner Kravet i punkt 4.1.2.2 finder anvendelse på løftemaskiner, der er bestemt til at skulle bevæge sig langs styreskinner eller på køreskinner, som f.eks. løftemaskiner på jernbanenet, portalkraner, containerkraner, havnekraner, visse tårnkraner og visse ophængte arbejdsstandpladser. Afsporing kan forhindres både ved hjælp af konstruktionen af den styringsmæssige sammenkobling mellem styreskinnerne eller køreskinnerne og maskinens kørende enheder og ved at udstyre maskinen med beskyttelsesanordninger, der forhindrer afsporing, som f.eks. anordninger, der afviser forhindringer i den bane som maskinens kørende enheder har. Kravet i punkt 4.1.2.2, andet afsnit, finder anvendelse, hvis der er risiko for, at maskinen vælter eller falder væk fra dens understøtning i tilfælde af afsporing eller som følge af svigt i en kørende enhed. Der skal monteres anordninger for at hindre dette. Eksempler på anordninger, der hindrer denne risiko, omfatter f.eks. mekaniske begrænsere, der hindrer, at en skinnemonteret, ophængt arbejdsstandplads falder ned fra sin understøtning i tilfælde af, at den kørende enhed bliver afsporet. Hvis de skinner, som løftemaskinen skal monteres på, ikke leveres af fabrikanten af maskinen, skal fabrikanten i sin monteringsvejledning angive styreskinnernes og køreskinnernes egenskaber og disse skinners understøtninger, hvorpå maskinen kan monteres på en sikker måde – jf. § 361: kommentarer til bilag I, punkt 4.4.2, litra a). Maskiner, der er beregnet til at skulle anvendes på eksisterende skinnenet, skal være konstrueret således, at der tages højde for de karakteristika, der gør sig gældende for disse netværks styreskinner og køreskinner, hvorpå maskinen er bestemt til at blive anvendt – jf. § 264: kommentarer til bilag I, punkt 1.7.4.2, litra i).

290

Made with