CE Maskindirektiv 2006-42-EF

I punkt 4.1.2.5 anføres det, at sikkerhedskoefficienten for løftetilbehørs enkeltdele skal sikre et passende sikkerhedsniveau. Disse komponenter skal følgelig dimensioneres på grundlag af den risikovurdering, som fabrikanten af løftetilbehøret har foretaget. I punkt 4.1.2.5, litra a)-d), anføres de sikkerhedskoefficienter, der "normalt" skal tages i betragtning ved dimensioneringen af løftetilbehørs enkeltdele. Det er muligt, at de sikkerhedskoefficienter, der er fastsat i punkt 4.1.2.5, ikke er passende for bestemte komponenter eller for bestemte kategorier af løftetilbehør. De i punkt 4.1.2.5 fastsatte sikkerhedskoefficienter skal anvendes, medmindre der er angivet mere passende prøvekoefficienter i den relevante harmoniserede standard, eller der er angivet en behørigt begrundet sikkerhedskoefficient i fabrikantens tekniske dossier. Anvendelsen af en relevant harmoniseret standard, der indeholder en angivelse af en sådan alternativ sikkerhedskoefficient, medfører en formodning om overensstemmelse med det krav, der er fastsat i punkt 4.1.2.5 – jf. § 110: kommentarer til artikel 7, stk. 2. I punkt 4.1.2.5, litra f), fastslås det, at der skal foretages afprøvninger med henblik på at kontrollere, at de enkeltdele til løftetilbehør, der nævnes i litra a)-d), er blevet konstrueret og fremstillet med en passende sikkerhedskoefficient. For at kunne anvende en sikkerhedskoefficient er det nødvendigt at kende den pågældende enkeltdels mindste brudstyrke – jf. § 330: kommentarer til bilag I, punkt 4.1.1, litra c). Med hensyn til tove, kæder eller stropper foretager fabrikanten af kæden, tovet eller stroppen normalt de afprøvninger, der er nødvendige for at fastslå selve tovets, kædens eller stroppens mindste brudstyrke, og angiver dem i det relevante certifikat – jf. § 357: kommentarer til bilag I, punkt 4.3.1. For så vidt angår andre komponenter, kan de nødvendige afprøvninger foretages af eller for fabrikanten af enkeltdelene eller fabrikanten af løftetilbehøret. Hvis en af løftetilbehørets komponenter fremstilles som en enkelt enhed eller i små serier, kan det være, at det ikke er praktisk muligt at foretage afprøvninger, der ville gøre den pågældende enkeltdel ubrugelig. I disse tilfælde skal fabrikanten af løftetilbehøret ved hjælp af andre passende metoder såsom konstruktionsberegninger kontrollere, at den enkeltdel, der anvendes som en integreret del af løftetilbehøret, har en passende sikkerhedskoefficient. De afprøvninger, der nævnes i punkt 4.1.2.5, litra f), er typeafprøvninger. Det er ikke et krav, at disse afprøvninger skal foretages af uafhængige prøveorganer eller tredjeparter. Disse afprøvninger må ikke forveksles med afprøvninger, der kan være fastlagt i nationale forskrifter vedrørende kontrol efter ibrugtagning af løftetilbehør – jf. § 140: kommentarer til artikel 15. De relevante beregninger og rapporterne med resultaterne af de afprøvninger, som er nævnt i punkt 4.1.2.5, litra f), skal medtages i fabrikantens tekniske dossier for løftetilbehøret – jf. § 392: kommentarer til bilag VII, del A, punkt 1, litra a).

297

Made with