S_Punch_1892

11

giver denne brave Mann en En-tout-cas-Kort til Bistrup!« skriger der Gebrüder. - - »Mener De en Partout-Kort?« spørger den anden. Men der Gebrüder bliver dunkelroth af Raseri: — » P a rto u t? — Tror De, at je g tager en A visen sin Medarbejder i min Mund?« Naa, — jeg faar min K ort, og samine Nat spasierer jeg til Galehus. Det war en grausam Vejr. Sturmen brauste, und Schneen sauste, und det war som alle onde Geister war sluppen los. Plutzlig staar jeg foran en stor, sort Hus, — ganske wie en Gespensterhus, der var skudt op af Jorden — »Courage!« tænker jeg und banker paa. — »Her er ingen Mittag idag!« skriger en Stemme, for den trode jeg var en Magistratsperson. Jeg siger, hvem jeg er, und kommer ind. Det var dog en underlig Hus! — En Inspektor, saa bleg wie en Død, viser mig om. — »Her kommer de alle«, siger ban; »de tror, de ligger i sin Seng und schlumrer ; men je g henter dem, og jeg lukker dem bag Laas und Slaa, — und først naar Morgenen gryer, slipper jeg dem los! — Se mal hier!« Und han aabnede en Celle. Jeg saa en Grosser paa sin Kontor. Men det var ganske ingen Grosser. Sinaa Mus krappelte paa hans Bord, og han skjød dem mausetodt med en Kinderpistol. So schnittede han dem op i Skjønhed. kiggede dem i Maven, og notierte op, hvad han saa. — »D et bliver en Schauspiel!« raabte han, >gaa hjem und læg dig, Hedda Gabler!« — »Den næste!» sagde der Inspektor. Ach weh! — Jeg saa en blut-arm Jüngling. Han troede, at han var død, — pint ihjel i det store Herman- Slag! Und han bed sig i Fingeren for at blive mehr for­ pint. — »Missliebig! . . . weg! . . . » stønnede han; — »Stat stille, Wandrungsmann, . . . hier in Christiania Tivoli liegt en stor Geni begrafen!« — »W eiter!« sagde jeg. — »Stik ab, Krapyl!« brølte den næste. »Wæk med den modificierende-restringierende Spændetrøje! — Sehr I denn ikke, at jeg er Svinerøgter i Gumpenheim? — Ach, men jeg er so skikkelig . . F. g. m. so skikkelig!« Und han sank grædende paa sin Knæ und foldede sine Hænder — und kaldte mig: »Georg!« Den næste var immer gernüthlich, og han var syv und en halb Alen lang. — »De skulde vel ikke tilfældigvis have en Par Millioner hos Dem, Idiot!« spurgte han. So werfede han sin Frak, og so tanzete han rundt paa Gulvet med en Dannebrogsflag und sang; Hej, dudelidei, — Sankte Hans, Sankte Hans! Se min literære Tallerken-Tanz! So kom vi til en Alvorsmann. Han løb rundt und rundt und lyttede ved alle Døre und Sprækker. — »Har ikke jæg sakt det?« hviskede han; »Æ r ikke jæg iredens Mand da? — Ok jæg ska ræjse utenlans, fordi jæg vill bare i al Fretelighed ha’ julet di her Svænskerne? Men nu har I Begripelsen: for jæg har hørt det av han Pehrson, som har hørt det av han Olsson,, som har hørt det av han Janson, som har sei set han Manden med Slesvig i Lommen!! — Der løper han, — der løper han —« Men so i det samme steg Solen op — Gespensterhusen forsvandt, — und jeg stod ganske muttersallein i en Schne- dynge!« — »Det var da en mærkelig Historie?» udbrod jeg. Kunde De ikke vise mig, hvor d e t Hus laa? Man kan jo aldrig vide, om man ikke selv en Gang skulde komme derhen, naar man falder i Søvn — —« Men det var netop, hvad jeg gjorde. For min Ber­ liner svarede ikke et Muk, — derimod vaagnede jeg i min Lænestol hjemme i Kjobenhavn. E r det nu ikke forbistret, at jeg ikke en Gang fik Tid til at besøge min egen Celle, medens jeg drømte?

T h r o n s k i f t e r 3

L.undt i Luften det svirrer Med R ygter om vore Theatre; Og det er jo det, der pirrer, Thi nu vil man omkalfatre. Og her er der ikke Tale — Se, det er nu det forforende! — Om et skiftende Personale, Men om selve Direktørene. Paa Kongens Nytorv det summer Med de allervildeste Rygter Om, at Luften er bleveu saa lummer For Chefen dér, at han flygter. Og Sladdertungerne rulle, Det bliver værre og værre, Om, at E m il P o u l s e n nu skulde Maaske blive »Kammerherre*. V i n h a n d l e r A r n t z e n s Casino E r nok ingen heldig Affaire. » V eritas non in vino /« Siger de Aktionaire’. Og det har de . sandelig R et i, Naar de tænker paa deres Papirer — butik de igjen avertere. A tter og atter forsøger De, om Ingen vil aspirere. Det Hele er svært paa Heldingen — P ericu lum est in m o ra ! — Men som Katten, der snuser om Vællingen, Man ser Ca r l N i e l s e n og T h o r a . F e r d i n a n d atter spøger Om »Ravnsborgs« luftige Haller, i l vor nu T h o r J e n s e n forsøger Sig med en R a n t z a u s Rabalder. Hvis F e r d i n a n d , som det forlyder, Vi atter paa Ravnsborg ser, Saa veed vi: Forandring fryder! Men sjelden Variété’er »Evterpe«, der misted’ sin V a t e r , Blev atter det »nationale« Varietetens Theater Med den hjemlige Sang og Tale. Direktøren, fortaltes Der, blev dog lige strax kyset — E u s e b i u s L i c h t , som han kaldtes, Gik den første Aften — i Lyset. A r n t z e n-0 s t e r g a a r d - C e t t i E r mærkværdige Triumvirer! Og deres dramatiske Høker­ Ja, svigefuld — det er Lykken Paa Thalias gyngende Skude, Selv for den, der har Noget i Ryggen S om R iis-K n u d se n i » D a g m a r « derude. Faa kunne sikkert lejende, Hvornaar de gaar bag ad Dansen, Og hvor nær de er deres Ende, Naar de sidder deroppe paa Skansen,

■§

.h 5$