S_Punch_1892

1 9 4

F red s rum le re .

I — I hele den Mission for uklar Snak, i Man kalder » F r e d s s a g « , klart man dog begriber, A t der lidt muggent er ved den Tobak, Hvormed Partiet stopper Fredens Piber Saa vel paa H i mme l b j e r g e t , som ved T i b e r , Hvor Piben ved hvert Stridspunkt ind mans t ak; Men, hvor der intet er, man vældig raser Som »norsk Las« mellem rene, danske L a s’er. F o rg iftn ing stilfæ ldene . De mærkelige Sygdomstilfælde, som forekom hos Folk, der havde rejst med Færgen over Storebælt, bestaaende hoved­ sagentlig i Mavetilfælde —, hvorved bl. andet Studentersang­ foreningens Pintsekoncerter led betydeligt Afbræk, da adskillige af Sangerne kun kunde udføre Koleraturpartier —, og i Op­ kastninger, fik Punch til i Lighed med flere ærede Hovedstads- kolleger at opkaste det Spørgsmaal: Hvad kan dog have været Aarsag til disse Symptomer? Vi har indhentet følgende Oplysninger fra ærede Rejsende, hvis Indlæg i Sagen vi gjengiver in extenso, hvorefter vi drager vore Slutninger. I. Odense, d. 10. Juni 1892. Hr. Redaktor. I Anledning af Deres ærede Forespørgsel angaaende de formentlige Forgiftningstilfælde skal jeg oplyse, at jeg den omspurgte Dag rejste med Færgen over Beltet. Til Frokost nød jeg koldt Bord og Lammefrikase med Asparges. Efter at være ankommen til Odense følte jeg lidt efter lidt en heftig Smerte i den tredjestørste Taa paa venstre Fod. Jeg søgte i den Anledning Bistand hos en klog Mand, der konstaterede, at der paa det ømme Sted fandtes en særdeles veludviklet Lig­ torn. Han udtalte som sin Formening, at den maatte tilskrives et Par nye Støvler, jeg Dagen i Forvejen havde købt i Kjøben- havn for halv Pris af min Svoger, som de heller ikke passede. Min Hustru, som ikke havde nydt af Lammefrikaseen. fik samme Aften heftige Smerter; jeg sendte strax Bud efter en klog Kone, og jeg kan glæde demmed, at min Hustru nu befinder sig særdeles vel, efter at have skænket mig to brilliante Drenge, hver paa 8 Pd. Med Ærbødighed osv. II. Silkeborg, d. 11. Juni 1892. Højstærede Hr. Red.! Jeg rejste den Dag, Talen er om, med Færgen over Beltet og spiste Frokost — Lammefrikase med Asparges — der om Bord. I Korsør fik jeg af enMedrejsende Johaunes Jørgensens nye Bog: »Sommer«, til Laans. Den gav jeg mig til at læse i, da jeg var kommen i Toget paa Fyen. Efterat have læst c. 27 Sider følte jeg den voldsomste Kvalme og maatte opgive baade Frokost og Fortsættelse af Læsningen. Der maa bestemt have været noget Gift i Maden. Bogen kan ikke have været Skyld i minUpasselighed, thi der er ingen Gift i den; tvertimod er begge Bogens Helte Ugifte. Der bor indledes en grundig Undersøgelse, thi det er en Skandale, at de rejsende skal udsætte deres Helbred ved at nyde det nødvendige Maaltid omBord. Deres Hr. Redaktør! Maa jeg som min urokkelige Anskuelse udtale, at det er Drikkevandet om Bord, hele Ulykken skyldes. Jeg støtter denne min Formening paa, at jeg, der havde nydt Lammefrikase med Asparges til Frokost, ovenpaa fik mig en Romtoddy med dobbelt Væge. Efter den fik jeg mig en lille Saft, og saa rammede jeg den ned med 2 smaa'Kaminader. Fredericia, d. 12. Tuni 92.

Umtrent som de besungne Asgaards-Rejer, Der foer igjennem Luften vidt og bredt Og gjorde mangen Vandringsmand det hedt, Saalunde rumler nu vor F r e d r i k B a j e r Med samt den meget talende Fru M e y e r , Der giver M a r s c s Sønner deres Fed t: Saavel i Sjællands som i Jyllands Egne Stridshandsker kaster de paa Fredens Vegne. Dog mellem disse Freds-Evangelister, Som er i Krigshumør mod Militær- Uvæsenet, er B jø r n s o n den isæ r, Som buldrer mod de slemme »Ch a u v i n i s t e r « , Og fra hvis Talekrater spruder Gnister Mod Vaabenmagt som Værn for Retten — her. —F or Fredens Skyld vil han med V old og Magt ha’e Erklæret K rig selv mod Historiens Fakta. — Mærkværdigt nok, at samme Fredens Mand F r a D o v r e stiger ned med naadig Bøjning Mod H i mm e l b j æ r g e t s lille Stump Forhøjning, Der kaldes kun »et Hul« i Norges Land, Og med sin » F r e d « han under os sinSøgning, Skjønt ogsaa d en gaar over al Forstand, Og det, skjønt bag hans eget Hjemlands Fjeld raser En K rig, dog foreløbig kun paa Fjeldfraser. Man skulde tro, som Fredens Advokat Han burde netop heller bleven hjemme, Hvor Norges norske »Chauvinister« stemme Fo r K rig imod den svenske Broderstat Paa Grund af B jø r n s o n s norske K o n s u l a t , Mens her al Stridslyst er saa let at tæmme, A t Folket højst fredsommelig sig finder I hans A t t a k e r paa dets bedste Minder.