S_Punch_1892

195

Efterhaanden følte jeg mig meget utilpas; det løb rundt for mig, og skjønt jeg vilde stramme mig op med en Dram, fik jeg dog heftig Opkastning, efterfulgt af stærke Hovedsmerter. Sodavand og Sild hjalp lidt, men ikke videre. Det maa være alt det Vand, jeg nød i Toddyerne og Saften, som maa have indeholdt noget skadeligt, jeg ikke kunde taale. Med Højagtelse osv. IV. Kbhvn., d. 9. Juni. Hr. Redaktør. Undertegnede, der med min lille Datter Petra, min lille Vilhelm og lilleHansemand var omBord i Færgen, nødLamme- frikase med Asparges, Medens vi spiste, kom en lille russisk Moppe hen til os og tiggede sig en Bid til saavel hos mig, som hos mine Børn, hvorhos vi klappede det lille, vevre Dyr, Efter at være gaaet op paa Dækket beklagede først lille Hansemand sig over stærk Kløe paa Kroppen; siden gik det lille Petra og Vilhelm ligesaa, og til sidst kom Turen til mig; paa min Arm observerede jeg, at der fremkom nQgle Vabler af en Toøres Størrelse. Jeg tilbageviser den Antagelse, at her skulde foreligge Tilfælde af almindelige Loppestik; dertil er baade min og de kjære Børns Renlighed heldigvis for velbekjendt. Der er altsaa kun tilbage at gjætte paa Forgiftning. Skal det være Følgen af den nye Jembaneordning kan jeg rigtig nok ikke tilbageholde denBemærkning, at saa var den gamle dog bedre! Deres Familiefader. Efter at have gjennemlæst disse 4 vægtige Indlæg kan Pzinch med Bestemthed slutte sig til Jernbanelægen og fastholder, at Sygdommen paa Færgen har været almindelig Kolerine. Der er i hvert Fald ingen Anledning til at befrygte, at det, der har angrebet saa mange Passagerer, skulde have været Apoplexi eller Voxværk. Der vil nu blive til Gavns desinficeret.

M o rphe i d rängar,

Fredm. Ep. Nr. 14.

Jeg for Morphei Drenge Slaar nu mine Strenge! Hil Jer Inte-, Integadens Pryd! For en Masse Dage Eller Aar tilbage I gesvindte Kunde slaa til Lyd; Ak, ej mer med krum Profil I paa Gamlehørups værste Vildmænd gaa, Hans smaa Sorte er nu graa!

Naar i Ungdoms Vælde Han endnu vil sprælle, Maa han synke Selv sin Pølsepind: Glemt er Melodunten, Alle lugter Lunten, Og man ynke Slumrer ind ved hans Avis. Men, før helt han himler, Flokken om ham stimier Og forsøger Sig paa en Tourné; Rundt i »dette Land« de Saa uhyrlig mandig

Maa det gamle Skind! Fra Kap Gjedser indtil Skagens Is Hver, der paa hans Krumspring sætter Pris,

L ig e Ret.

Gaar og spøger Efter en Sukces, I Repertoiret er kun »Sot i Ro«,

Man hvad kan det nytte? Ingen kan beskytte Inte-Drenge, Som er paa Retour Og fra Integaden Skænker hele Staden En saa længe Ønsket Sove-Kur! Vil de blot ta’e li’esaa ivrig fat Lidt endnu, saa gaar det hele glat: Febersygt de smiler, Mens de essig kiler Løs paa, hva’ der Før var godt Latin; Ungehørup stønner Elskovskluk, Henning præker, Cavling gjør en Buk, Eedvard vrier sig, Per er smuk. Og man skal ej blindt paa »Tonen« Men Reklamen, — den er go’! Jøsses, saa de slider, — Tænk Dem, hvor de gider! — Blot for atter At faa gjort lidt Grin;

— Naa, Stoffer, hvorfor var ’et, at du kom paa Sta­ tionen i Gaar? — Aah, je hade inte gort anned end som slået et Slav for Kvindens Ligestilling mæ vos Mænd. — Saa, hvordan det? — Jo, ser du, je mødte en Dame paa Fortovet, og da hun inte vilde rubbe af Vejen i en Fart, saa ga' je hinder et Par paa Snuden, for hvorfor skal det bare være Mændene, som skal ha’e Ret til at ta’e imod den Slags?

For saa er de den! . . . . God Nat!