S_Punch_1892

46

H vorhen h a n s Øjne m onne søge, S a a finder de kun lidet Godt. Om sa a h a n sk u er ned mod K jø g e , Han tru es d er a f B ankerot. A l b e r t i h a r en sikker C hance; Og højt og frit forkynder vi: Hvis H ø r u p tab e r sin B alance, E r S m ø r b a l a n c e n Skyld deri!

H ø r u p s K v i d e .

E t „ F r i “ - e r i . »Fri« Farce-Situation i i A kt. (A gtes indleveret til det frie Theater.) P e rs o n e rn e :

E n »fri« D ir e k tø r . E n »fri« F o r f a t t e r .

(D irektørens Væ relse.

Fornem m e B ø g e r i B o gska b e t.

A a n d a iri

B ille d e r paa Væ ggen. M odigt Porcellæ n i Servanten.) D i r e k t ø r e n (ensom , grublende). E t Stykke! E t Stykke! Min D irektørværdighed for et S ty k k e! Bare et Stykke, som der er Trang til at faa opført! E t af alle de mange, der har ventet paa det frie Theater for at blive opførte. D et er da ogsaa forbandet, at »Ensomme Folk« gik i Vasken. T itlen havde været saa symbolsk. Der er ikke andet for end at kile paa Eedvard. H an venter sgu altid paa Opførelse. (G a a r hen til B ogskabet). Lad se — »K jæ rlighed«, »Lægemidler«, »En Forlovelse«, »Fiascoernes Sammensværgelse* — nej, det er sandt, det er ikke af ham. H er er jo et — hva’ Fa’en er nu d et? »Et Brud* er det. Det er saamænd aldrig blevet opført. D et tø r jeg rolig bande paa. Men vi maa have et fiiéce de rid ea u først. Lad mig se — hvem har vi nu af yngre, intelligente: E sm a n n , H e rm a n n , H e lg e og saa ham, der skriver Viser til *Ny Alhambra« og — — — — \

D e r tales stæ rk t om P ressen s Værdighed I Bladene i d enn e Tid, Og »Politiken« m ed Ilfæ rdighed H ar blan d et sig i denne Strid. Im ens de Andre fælt h a r klasket P a a H ø r u p s noble Gentlem en, H ar h a n h a v t tra v lt m ed a t faae v asket Den nogenlunde re n igjen. At denne Idræ t, den e r møjsom, Det vil E nhv er jo let fo rstaa; Selv den, der er u h y re nøjsom , Ej let ju s t sæ tter P ris derpaa, N aar C a v li n g - O l s e n ham fortæ ller Med overm aade m eget Spræ l De væ rste Sensations-N oveller F ra H ovedstadens W hitechapel. Hvad eller C h a r l e s som en Ven a ’ Den vidtberøm te Hofmusik Og saa af M eteoret E n n a L everet h a r en lang Kritik, Der skrevet blev p a a Hosesokker, S aa kniber det for Gentlem en, Det kniber — ja , som bare Pokker! N aar m an skal til a t klare den. N aar G e o r g B r a n d e s »spiller Seizberg« Som Æ sthetikens S toravgur Og h a an e r J o h a n L u d v ig H e i b e r g , Idet h a n ligger lum sk paa L ur Og efter sm aa S kandaler sn u ser I m im rende, geskæftigt Rend, S aa er det klart, a t H ø r u p h u ser Nok ikke lu tter G entlem en. Den stakkels H ø r u p h a r sin Plage. Det ser m an nu sa a k lart af A lt; Han K jærligheden fa ar at sm age, Isæ r da »Enhedsmærket« faldt. Hvem sla a r nu tro fast ved hans Side? H ans V enner h e n te d ’ U livssaar Og m aatte fælt i G ræ sset bide — Tænk blot paa G r æ s s m ø r - D ø n n e r g a a r d !

E n F o r f a t t e r (træderind). Undskyld — — D i r e k t ø r e n . Æ d le unge Mand — De kommer med et Stykke? F o r f a t t e r e n . Ja. G odt? Vil De gjøre N ar ad mig? Hvad F a’en skulde jeg komme til Dem for, naar S tykket var godt. K lappe ad et godt Stykke, det kan ethvert Fæ gjøre, men klappe ad et daarligt — det maa vi | have det fri Theaters frie og oplyste Publikum til. Nej, | dette Stykke er slet, min F a’er. D ir e k tø r e n . G odt? F o r f a t t e r e n , (haanligt.)